I det fynske folks tjeneste

Tusindvis af bilister tjekket

Bilister uden kørekort, spritbilister og en ladning tyvekoster var blandt resultaterne af Fyns Politis udvidede rutinekontrol torsdag.

Politiet gennemførte såkaldt udvidet rutinekontrol på 62 skiftende steder på Fyn, Langeland og Ærø i tidsrummet klokken 10.00 til 16.00.

Det præcise resultat er endnu ikke opgjort, men her lidt udpluk:

Fire af dem var kontroller af tunge køretøjer på motorvejene.

Tusindvis af bilister blev stoppet.

En bilist førte bil, selvom han har fået taget kørekortet. Hans bil blev beslaglagt.

Mindst fire bilister kørte spirituskørsel.

En af de første, der blev stoppet var en varevogn fra Litauen, der var fyldt med nye mobiltelefoner, PCer og mange andre ting.

To mænd og to kvinder, som sad i bilen er alle sigtet for tyveri.

Kontroller bredt ud

Tidligere har politiets udvidede rutinekontroller været koncentreret om den fynske motorvej.

Men denne gang var de bredt ud til alle kommuner.

- Vores erfaringer har vist, at kunne give god mening, og resultaterne viser, at det er rigtigt, siger politikommissær Kenneth Taanquist, Fyns Politi.

Dagens aktion blev gennemført i samarbejde med SKAT, Trafikstyrelsen, Rigspolitiets Tungvognscenter Syd samt Øst-, Syd-, Sønderjyllands og Sydøstjyllands Politi.

Se reportage på TV 2/FYN klokken 19.30