I det fynske folks tjeneste

Tvinges i job trods smerter: - Uværdigt og nedværdigende

"Endnu en forfærdelig sag". "Syge mishandles på jobcentrene". "Uværdigt og nedværdigende". Kommentarerne vælter ind på TV 2/Fyns Facebook-side efter vi torsdag fortalte om Johnny Andersen fra Kerteminde.

- Om aftenen når jeg er her på sofaen, hvis jeg bare vil sidde og se fjernsyn, så stritter kravebenet lige pludselig to tre centimeter ud fra halsen, siger Johnny Andersen. Foto: Jonas Bertelsen

- Endnu en forfærdelig sag. Syge mishandles på jobcentrene, skriver Kirsten Viki Hedegaard Brømsøe på TV 2/Fyns Facebook-side.

- Kassetænkning og mangel på respekt for syge borgere i det her samfund,det er simpelthen noget svineri at kommunerne gang på gang tilsidesætter læge/speciallæge udtalelser bare for at man mener at man kan spare penge, skriver Kim Andersen fra Hvidovre.

- Det er i den grad en både umenneskelig og uværdig behandling af et sygt menneske, Kerteminde Kommune udviser, skriver Susanne Hagelberg.

Smerter efter to trafikulykker

Johnny Andersen fra Kerteminde har så mange smerter efter to trafikulykker, at han ikke kan arbejde. Han gik ud af skolen i 8. klasse, og fik som 15-årig hyre på en fiskekutter i Kerteminde. i 31 år arbejdede han som fisker - næsten uden sygedage. I 2012 væltede han på sin scoter og året efter blev påkørt  af en bil. Siden har han haft smerter i hele kroppen,

Alligevel vil kommunen igen have ham i praktik.

- Smerterne er der hele tiden. 

Sådan beskriver Johnny Andersen bedst sin situation lige nu. 

Han har i 31 år arbejdet på en fiskekutter i Kerteminde.

- Det er svært at komme i gang, når man har smerten. Jeg kan allerede mærke den fra morgenstunden, når jeg står op, fortæller Johnny Andersen til TV 2/Fyn og fortsætter:

Læs også Ask Brømsøe blev mere syg af kommunens praktikker

 - Om aftenen når jeg er her på sofaen, hvis jeg bare vil sidde og se fjernsyn, så stritter kravebenet lige pludselig to tre centimeter ud fra halsen. 

I fire år har Kerteminde Kommune sendt ham i ressourceforløb og i virksomhedspraktik som pedel, fisker, havemand og ved en socialøkonomisk virksomhed. Alle steder har været for fysisk krævende, og ved den seneste praktik som havemand blev det vurderet, at han kun kunne arbejde effektivt i 44 minutter to gange om ugen. 

Alligevel har Kerteminde Kommune i december måned, besluttet sig for at forsøge med endnu en praktik.

Kæmper for førtidspension

Johnny Andersens fagforening kæmper for, at kommunen vil tildele ham en førtidspension. 

- Hvis ikke han skal kunne få pension, hvem skulle så kunne få det, siger Per Jespersen, der er formand for 3F på Østfyn. 

Læs også Fortæl din historie: - Jeg kunne ingenting på grund af smerter

Men indtil videre er det ikke lykkedes. 

- Den her mand er slidt totalt op, og han kan ikke arbejde mere. Og alligevel siger man: Nu skal vi lige prøve at se lige en gang til. Vi bruger lige et år mere og ser, om vi ikke kan finde et job til dig Johnny, siger 3F-formanden.

Risikerer at miste 650.000 kroner

Især op til årsskiftet har fagforeningen forsøgt at overbevise kommunen, om at Johnny Andersen har for mange smerter til at kunne arbejde. Han har nemlig en arbejdsforsikring, der udløber den 31. december. Dermed er der risiko for, at han går glip af mindst 650.000 kroner, når kommunen vil igennem endnu et ressourceforløb.

- På grund af det smøl, der har været fra Kerteminde Kommune - ja nu er det barskt, at jeg siger smøl, men det er smøl, når man ikke over fire år kan få afklaret en mand, siger Per Jespersen og fortsætter:

- Det er simpelthen uanstændigt. 

Kerteminde Kommune har ikke ønsket at stille op, da de ikke vil udtale sig om enkeltsager til TV 2/Fyn.  

04:00

Johnny Andersen skal efter fire år med virksomhedspraktik og ressourceforløb igang med endnu et forløb, da Kerteminde Kommune vil igen vil undersøge, om man kan finde et arbejde til ham.

Luk video

Følg debatten på Facebook.