I det fynske folks tjeneste

Tyskere på jagt efter fynsk robotsnilde

Fynske robotfirmaer tiltrækker investorer, mens kineserne lurer i kulissen.

Benedikt Kronberger repræsenterer den tyske kapitalfond BTOV. Han er på udkig i Odense efter små virksomheder, der er tæt på at gå på markedet, og har 100 millioner euro at investere i ny industriel teknologi. Foto: Reza Saharei

Den fynske robotbranche viser sig frem fra sin bedste side i disse dage.

Der er nemlig rige kapitalfonde og andre investorer på frierfødder på Odenses robotmesse. Og flere af dem er tyske.

- Vi vil gerne lære de virkelig små at kende, som vi ikke kender endnu. Så kan vi investere og de kan blive de nye Universal Robots og MiR, siger Benedikt Kronberger fra den fynske kapitalfond BTOV.

Han er på udkig i Odense efter små virksomheder, der er tæt på at gå på markedet.

Fonden har 375 millioner euro og har fornylig etableret en ny fond i samarbejde med danske Business Angels, der har målrettet fokus på den danske robotklynge.

100 milllioner euro har Benedikt Kronberger med til at investere i den nyeste industrielle teknologi. 

- Vi kigger efter innovation til de næste par år. Så vi kigger efter teknologier, som kan disrupte den eksisterende teknologi. Vi tror, vi kan finde dem her, siger han.

Tyskland samarbejder allerede med en række virksomheder fra den fynske robotklynge, men de leder også efter nye innovative små og mellemstore virksomheder at investere i.

Fra Tyskland kommer blandt andet projektlederen fra det anerkendte tyske universitet Det Tekniske Universitet i München (TUM), Adam Schmidt.

Han vil gerne udbygge samarbejde med den fynske robotklynge og arbejder på at danne en lignende klynge i Bayern.

- I har klaret at skabe den her samarbejdskultur mellem eksisterende virksomheder og små startups. Udviklingsmiljøet i Odense Robotics er virkeligt imponerende. Det skaber rent faktisk mange succesfulde virksomheder, siger Adam Schmidt.

01:20

Christina Boutrup mener, at den fynske robotfest kan være slut i løbet af tre til fem år, fordi kineserne vil være på niveau og producerer billigere robotter om få år. Hun er en af hovedtalerne på robotmessen onsdag. Hun har netop udgivet bogen Den store Tech-revolution. Foto: Reza Sahrei

Luk video

Kineserne lurer efter at gøre det billigere

Investorerne kommer også fra Kina, USA og en delegation fra Polen for at kigge på ideer at investere i på robotmessen.

Mens investorererne sværmer om den fynske robotbranche, er branchen dog også udfordret af kinesiske konkurrenter.

Kina-ekspert og forfatter Christina Boutrup, der er en af hovedtalerne på robotmessen i Odense Congress Center onsdag, har netop udgivet sin nye bog "Den store Tech-revolution". 

I bogen slår hun blandt andet fast, at fynske robotfirmaer som Universal Robot og Mobile Industrial Robots er i fare for at blive kopieret af kinesiske konkurrenter, der kan sælge produkterne til væsentlige lavere priser.

Ifølge hende vil vinduet for den fynske robotindustri stå åbent de næste år, men så kan festen være slut.

- De kinesiske kopister, som man tidligere har kaldt dem, det er jo faktisk ved at blive seriøse konkurrenter. Kinserne satser så massivt på det her område nu, at der vil gå max tre til fem år, før de kommer op på niveau med frontløberne i industrien, siger Christina Boutrup til TV 2/Fyn.

Kvaliteten er måske også lavere, men de kommer ud til et bredere marked.

Både Universal Robots og MiR, der i dag er ejet af amerikanske Teradyne, fik også bud fra kinesere, men valgte altså det amerikanske ejerskab.

Kinesiske investorer har dog allerede købt sig ind i andre danske robotvirksomheder bl.a. fynske Blue Ocean Robotics og Blue Workforce.

Med over 50 udstillere på robotmessen er der meget at vælge mellem for Benedikt Kronberger.

- Vi er naturligvis interesserede i et finansielt afkast i løbet af de næste 5-10 år. Vi tror, at med denne slags teknologi kan man tjene mange penge i sidste ende, siger han.

Læs også Danmarks største messe slår dørene op