I det fynske folks tjeneste

Tyve anholdt: Politiet fandt 400 tyvekoster

Tre bulgarske borgere er blevet varetægtsfængslet. De mistænkes for en lang stribe indbrud i Jylland og på Fyn

Tre bulgarske borgere er blevet varetægtsfængslet. De mistænkes for en lang stribe indbrud i Jylland og på Fyn

Tre personer fra Bulgarien blev lørdag varetægtsfængslet i hver fire uger i en tyverisag, der kan vise sig at være meget omfattende.

De anholdte - to kvinder og en mand, der alle er i 20'erne - er sigtet for en lang stribe tyverier i Jylland og på Fyn.

- Da de blev anholdt, fandt vi en forfærdelig masse tyvekoster i deres besiddelse, siger vagtchef Svend Pedersen fra Sydøstjyllands Politi.

Anholdelserne skete fredag ved Kolding, efter at politiet havde fået et tip. I første omgang blev i alt fire anholdt, men en blev løsladt igen med det samme.

Ifølge vagtchefen fandt politiet omkring 400 forskellige tyvekoster hos de anholdte. Der er tale om ting, som stammer fra villaindbrud. Blandt tyvekosterne er en del mobiltelefoner.

Politiet skal nu bruge de kommende uger på at finde ud af, hvilke indbrud de fundne tyvekoster stammer fra.

Ved du noget? Så send os et tip