I det fynske folks tjeneste

To ud af tre bilister mangler skruerne

Om få måneder skal nummerpladerne skrues fast på bilerne. Men kun hver tredje bilist lever i dag op til de nye regler. En autoservicekæde i Odense tilbyder nu at fastspænde pladerne.

Fra den 15. november 2015 bliver det lovpligtigt for person- og varebiler at have nummerpladerne spændt fast med skruer, og det har bilisterne haft to år til at gøre.

En undersøgelse foretaget af dæk- og autoservicekæden Euromaster viser dog, at der er langt igen.

- Vi har i løbet af ti dage kontrolleret 1183 biler. Undersøgelsen viser, at kun 392 af dem havde spændt nummerpladerne korrekt på i henhold til de nye regler. Det er under en tredjedel, hvilket er alt for lavt med november lige om hjørnet. Derfor tilbyder vi nu vores kunder at få fastspændt deres plader hos os. For det er vigtigt at huske på, at det ud over en bøde for at bryde loven samtidig koster 1430 kroner for nye nummerplader, hvis uheldet er ude, og pladerne bliver stjålet, siger Claus Pedersen, der er centerleder hos Euromaster i Odense.

De nye regler er et forsøg på at dæmme op for den stigning i nummerpladetyverier på landsplan, som også har ramt Odense i de seneste år. Siden 2006 er antallet mere end tredoblet.