I det fynske folks tjeneste

Utaka ødelagde Kuhns debut

OB's Peter Utaka blev matchvinder for fynboerne i 1-0-sejren over FC Midtjylland i en kamp, som vil blive husket for to debutanter.

OB gav mandag aften debut til den tidligere Manchester United-keeper Roy Carroll, der kunne glæde sig over at holde buret rent i 1-0-sejren i SAS Ligaen over FC Midtjylland, der gav debut på trænerbænken til Allan Kuhn.

Den nytiltrådte FCM-træner skal hjem og arbejde med sine angriberes skarphed, der var det springende punkt hos midtjyderne, som spillede sig frem til en håndfuld store scoringstilbud uden at score.

OB viste ikke nogen medfølelse med klubbens mangeårige målmand Arek Onyszko, der måtte hente bolden ud af nettet efter 27 minutters spil, da Peter Utaka scorede på fynboernes første reelle målchance. FCM's polske keeper måtte endda også lide den tort at være genstand for hadesange fra de OB-fans, der ellers tilbad ham inden skiftet til FC Midtjylland i sommerpausen.

Hvis OB kan finde samme kynisme og noget held frem i torsdagens Europa League-kamp på udebane mod Genoa, kan der ligge et godt fynsk resultat og lure.