Faaborg-Midtfyn Kommune vælger at trække lokalplanforslaget, efter at kommunen i høringsperioden har erfaret, at der hersker utryghed blandt havnens produktionsvirksomheder i forhold til lokalplanen.
Utrygheden hos virksomhederne går på, om der vil blive skærpede krav til miljøforhold i forhold støj, lugt og støv, hvis der etableres rekreative aktiviteter som lysthavn, søsportsaktiviteter tæt på virksomhederne.
Plan skal nytænkes
Kommunen vil nu nytænke planen i dialog med havnens brugere.
- Det er afgørende for os, at havnen udvikles, så vi kan udnytte det fulde potentiale til gavn for Faaborg-området og hele kommunen.
Faaborg Havn skal være spændende og interessant - med plads til både virksomheder, rekreative formål, boliger, foreningsaktiviteter m.v. Det fokus er ikke ændret, men det er også vigtigt for os, at vi ikke skaber usikkerhed hos de virksomheder, der ligger i området, siger borgmester Hans Jørgensen, Soc. dem.