I det fynske folks tjeneste

V-folk stemmer blankt i protest mod genvalg af Carl Holst

Carl Holst er blevet valgt som folketingskandidat for Esbjerg-kredsen. 12 ud af 37 stemte blankt i protest.

Tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V) genopstiller til Folketinget.

Det står klart, efter at Venstres medlemmer i Esbjerg Omegn onsdag aften valgte den tidligere forsvarsminister som deres kandidat til det næste folketingsvalg.

Det oplyser kredsbestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Jeg takker for tilliden og valget som kandidat. Nu ser vi fremad, og der venter stadig et stort arbejde i forhold til at gøre mig fortjent til den tillid, medlemmerne har vist mig, udtaler Carl Holst i pressemeddelelsen.

Ifølge Venstres vedtægter skulle folketingskandidaterne have været valgt senest et år efter folketingsvalget, altså 18. juni sidste år. Men på grund af en politisag mod Carl Holst om muligt stillingsmisbrug blev der søgt om udsættelse, indtil efterforskningen var færdig.

Læs også Carl Holst slipper for straffesag for embedsmisbrug

31. marts i år meddelte Rigsadvokaten så, at man ville droppe at rejse en straffesag mod Carl Holst, og dermed kunne han stille op til genvalg.

Carl Holst blev onsdag aften valgt uden modkandidater, men genvalget forløb langt fra gnidningsfrit.

Ifølge JydskeVestkysten stemte 12 ud af 37 partifæller således blankt i protest mos Venstre-profilens opstilling.

Mødet var knap begyndt, før flere medlemmer rejste sig og kritiserede kredsbestyrelsen for "at have siddet på hænderne", fremgår det af avisen.

- Han blev politianmeldt af et regionsråd. Det bliver man ikke bare for ingenting. Det er udtryk for, at man ikke har opført sig ordentligt. Vi kan ikke tåle flere sager i Venstre, sagde et af medlemmerne ifølge JydskeVestkysten.

Carl Holst blev politianmeldt af Region Syddanmark i november 2015.

Det skete, efter at Statsforvaltningen havde udtalt, at kommunikationsmedarbejder i regionen Christian Ingemann Nielsen på ulovlig vis havde hjulpet med Carl Holsts valgkamp til Folketinget i 2015.

På baggrund af sagen om sin tid som regionsrådsformand gik Carl Holst af som forsvarsminister i efteråret 2015. Efter en orlov vendte han tilbage til Folketinget, hvor han nu er Venstres familie-, kirke-, kommunal- og socialordfører.

Carl Holst skal kæmpe mod udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om Venstre-stemmerne i Esbjerg.

OVERBLIK: Carl Holsts sager fra Region Syddanmark

Fortiden fra Region Syddanmark kostede Carl Holst en nutid som forsvarsminister. Læs her hvorfor.

 I 2015 blev Carl Holst (V) forsvarsminister. Han sad i 93 dage. Med sig ind i ministerkontoret havde han sager fra sin tidligere post som regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Sagerne var med til at lægge et pres på ministeren, der til sidst måtte trække sig.

Her er en oversigt over de sager fra Region Syddanmark, som i sidste ende var med til at koste Carl Holst jobbet som forsvarsminister:

 * Carl Holst fik som aftrådt regionsrådsformand et eftervederlag, selv om han samtidig fik ministerløn. Holst nægtede først at afstå pengene, men efter pres gav han sig og afstod dem delvist.
 * Regionsrådsmedlemmer i Region Syddanmark gik til pressen med en mistanke om, at regionens kommunikationsansatte Christian Ingemann Nielsen brugte sin arbejdstid som personlig assistent for Carl Holst i valgkampen til folketingsvalget.
 * Flere medier kunne berette om eksempler. Jyllands-Posten havde set flere læserbreve, som var oprettet af Christian Ingemann Nielsen, og som var blevet sendt til diverse medier fra Carl Holsts kampagne-e-mail.
 * Radio24syv afslørede en e-mail, hvor Christian Ingemann Nielsen svarede en journalist under valgkampen for at aftale omstændigheder vedrørende et interview med Carl Holst.
 * Carl Holst afviste anklagen, men en undersøgelse viste, at assistenten havde sendt hundredvis af e-mails som led i Holsts valgkamp.
 * Carl Holst afviste under hele forløbet, at det skulle være tilfældet.
 * 31. marts 2017 meddelte Rigsadvokaten, at det ikke er muligt at rejse en sag mod Carl Holst for mandatsvig og stillingsmisbrug. Samtidig droppede Region Syddanmark at føre en erstatningssag mod Carl Holst.

Kilde: Ritzau

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.