Vejarbejde påvirker weekendtrafikken

Den kommende weekend dykker vejarbejdere ned i en række brønde i Odense. Det betyder lukkede veje og omkørsel for bilisterne.

Det kan godt betale sig at holde ekstra øje med skiltene i Odense, hvis du skal ind til byen efter julegaver den kommende weekend.

Det er krydset mellem Grønløkkevej og Middelfartvej/Vesterbro, der er udsat for vejarbejde.

Vandcenter Syd skal arbejde i flere brønde i krydset, og desuden skal der lægges en midlertidig pumpeledning for spildevand på en del af kørebanen på Vesterbro – på stykket mellem Vestre Stationsvej og Grønløkkevej. Det oplyser Odense Letbane i en pressemeddelelse.

Adgangen til Vestre Stationsvej fra Vesterbro bliver spærret, så det ikke er muligt at dreje til venstre. I stedet skal man køre ad Store Glasvej for at komme fra Vesterbro til Vestre Stationsvej.

Arbejdet medfører også, at mulighederne i krydset mellem Grønløkkevej og Middelfartvej/Vesterbro bliver indskrænket for bilister.

Hvis man kommer fra øst på Vesterbro vil venstresving være forbudt. Det samme gælder, hvis man kommer fra nord ad Grønløkkevej – venstresving forbudt.

Hvis man derimod kommer fra syd ad Grønløkkevej, er det ikke muligt at fortsætte ligeud.

Som omkørsel kan man fra alle retninger bruge ruten rundt om Sukkerkogeriet – ad Roersvej, Fælledvej og Vesterbro.

 

Oversigt

    Oversigt