Vidner afværgede væbnet røveri

En yngre mand truede formentlig med en pistol i en kiosk på Højstrupvej i Odensebydelen Bolbro. Men manden blev overmandet af vidner.

Fyns Politi sendte de patruljevogne, der var i nærheden til Park Kiosken på Højstrupvej i det vestlige Odense.

Her forsøgte en yngre mand at røve kiosken, oplyser vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi. 

- Den yngre mand kommer ind i kiosken og truer kioskejeren med en pistollignende genstand, og han slår også kioskejeren i forsøget på at få ham ned at ligge. Men det lykkes kioskejeren og et par vidner i kiosken at overmande røveren, fortæller vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 13.14, men da de var fremme ved kiosken, havde kioskejeren og to eller muligvis tre kunder altså fået den unge røver pacificeret.

Den unge mand er anholdt og sidder lige nu og venter på at blive afhørt, fortæller vagtchefen. Derfor har han foreløbig ikke flere detaljer om det mislykkede røveri eller røveren. 

Oversigt

    Oversigt