I det fynske folks tjeneste

Vidner til grov vold efterlyses

Fyns Politi Odense søger vidner til en grov voldsepisode lørdag aften i forbindelse med Open Air koncerten i Tusindårsskoven. Offeret for volden mistede synet på det ene øje.

Banket ned efter toiletbesøg

Det 35-årige voldsoffer gik lidt før kl. 22 på toilettet til venstre for scenen.

På vejen tilbage blev han slået i højre side af ansigtet, så han faldt til jorden, hvorefter han fik endnu et slag. Denne gang med en spids genstand, som ramte højre øje. Derefter mistede han bevidstheden et øjeblik.

Offeret så ikke hvem der slog eller hvad der blev slået med, oplyser Carsten Arentoft Andersen, afdelingsleder på Fyns Politi Odense, afdeling Vest.

Husker intet

Den 35-årige husker intet om overfaldet, men han sagde til sin kæreste, som han kort efter opsøgte, at en kvinde havde slået ham.

Det husker han ikke selv at have sagt.

Han blev efterfølgende kørt på sygehuset, men synet på højre øje kunne ikke reddes.

Fyns Politi Odense, afdeling Vest vil meget gerne høre fra eventuelle vidner til voldsepisoden.

Odense Politi har tlf. 66 14 14 48