I det fynske folks tjeneste

Voldelig anholdelse: To kvinder i klammeri med politiet

To aggressive kvinder fra Søndersø og Svendborg kommer hjem med to uheldige julegaver efter en voldelig episode natten til søndag i Svendborg.

To sigtelser fra Fyns Politi, er nok ikke den mest ønskede julegave. Arkivfoto. Foto: Alexander Aagaard

To kvinder er stadig i Fyns Politis varetægt efter en episode natten til søndag i Svendborg, hvor de to kvinder og en mand kom i karambolage med politiet. 

Klokken et natten til søndag blev Fyns Politi kaldt til Vestergade i Svendborg, hvor der var opstået husspektakel. Da Fyns Politi ankom med en patruljevogn, var der to kvinder på 30 og 40 år og en 33-årig mand på stedet. De tre personer blev konfliktsøgende og opfarende overfor patruljen. 

Det fik patruljevognen til at kalde efter assistance.

- Og inden ret længe havde vi tre anholdte, siger Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi.

De to kvinder nøjedes dog ikke med at være konfliktsøgende og opfarende. En af politibetjentene blev sparket på benet og en anden i hovedet. En hel tredje blev forsøgt nikket en skalde. 

- Manden forholdt sig mindst aggressivt og var rimelig medgørlig, så han blev løsladt igen på stedet, siger Ehm Christensen. 

Stadig fulde og ophidsede

Hvad der har udløst spektaklet kan vagtchefen ikke svare på. 

- De er i hvert fald været spiritus påvirket, så meget kan jeg sige, siger Ehm Christensen. 

De to kvinder sidder stadig på politigården. 

- De er stadig fulde og stadig ophidsede, siger Ehm Christensen. 

De to kvinder når stadig at komme hjem til jul, når politiet i dag engang er færdig med at sagsbehandle deres sag. De får bare to uheldige julegaver med hjem i lommen;

- I sidste ende bliver de sigtet for vold mod tjenestemand og modsættelse af anholdelse, siger Ehm Christensen.