I det fynske folks tjeneste

Voldtog kvinde på psykiatrisk: Dom ankes ikke

Foto: arkiv

Statsadvokat vil ikke anke voldtægtsdom fra Psykiatrisk Afdeling i Svendborg.

Statsadvokaten i Viborg anker ikke en voldtægtsdom fra Svendborg, hvor en mand to nætter i træk voldtog og krænkede patienter på en psykiatrisk afdeling.

Manden fik fire et halvt års fængsel i byretten, men anklagemyndigheden havde krævet en tidsubestemt forvaringsdom.

Dermed undgår den 40-årige voldtægtsmand forvaring. 

To nætter i træk blev en kvinde voldtaget på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg. Tre andre blev krænket af manden, der tidligere er dømt for voldtægt.

Anklagemyndigheden ville i første omgang have manden spærret inde på ubestemt tid, men nu opgiver man det krav.

- Statsadvokaten har besluttet ikke at anke sagen, fortæller Peter Nygaard Hansen, der ved byretssagen repræsenterede anklagemyndigheden under Fyns Politi.

Idømt fire et halvt års fængsel

Tidligere på måneden blev 40-årige Ole Pele Abraham Johannes Hans Sakæusen idømt fire et halvt års fængsel ved Retten i Svendborg. En dom, han selv valgte at acceptere.

Dermed var det op til anklagemyndigheden at beslutte, om man ville gå efter at få landsretten overbevist om, at en dom til forvaring ville være at foretrække. Men det kommer altså ikke til at ske.

Læs også 40-årig dømt: Voldtog samme kvinde to gange og krænkede tre

Dermed undgår Ole Sakæusen en forvaringsdom, der er en af de strengeste foranstaltninger, som retten kan idømme en tiltalt frem for en fængselsstraf.

I voldtægtssager kan en forvaringsdom komme på tale, hvis retten vurderer, at den dømte udgør en "væsentlig fare" for andre. Samtidig skal retten vurdere, at en almindelig fængselsdom ikke kan afværge denne fare.

Hoppede ind ad altandøren

21. april sidste år trængte Ole Sakæusen ind på en stue hos en sovende kvinde på Psykiatrisk Afdeling. Han kom ind ved at kravle over et fire meter højt hegn og gå gennem en åben altandør.

Han begyndte at voldtage hende. Hun vågnede og råbte om hjælp. Men Sakæusen fortsatte. Natten efter gentog han sin ugerning. Mod den samme kvinde.

Læs også Lægefaglig direktør om voldtægt på psyk: Fuldstændig vanvittigt

I løbet af de to nætter krænkede manden yderligere tre patienter. To af dem ved beføling. En tredje blev krænket verbalt.

I løbet af den anden nat slog en af de krænkede alarm og tilkaldte vagten. Men Ole Sakæusen var forsvundet. Overvågningsbilleder viste dog, hvilken vej han var flygtet.

Politiet fandt ham udenfor, hvor han stod og røg en cigaret, og han blev anholdt.

Afdelingens altandør stod åben, fordi patienterne brugte den til at komme ud for at ryge. Efterfølgende er reglerne på afdelingen ændret, så udgang kun kan ske sammen med personale.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.