Vollsmose-område afspærret efter knivoverfald

Fyns Politi har fundet blodpletter i Birkeparken i Vollsmose. Blodet stammer sandsynligvis fra den 17-årige dreng, der torsdag aften blev overfaldet og stukket flere gange med en kniv.

Kort før middag rykkede politiets tekniske afdeling ind i Vollsmose, hvor de afspærrede et større område i Birkeparken. Hunde og teknikere ledte efter spor, der gerne skulle hjælpe politiet videre i efterforskningen.

- Det er meget vigitigt, at vi er hurtigt ude i sådan nogle sager, og får sikret de beviser, vi kan sikre, fortæller vicepolitiinspektør Hernrik Justesen.

Knivofferet har trods gentagne opfordringer ikke ønsket at tale med politiet og bidrage til sagens opklaring, men Fyns Politi har anholdt de fem personer, der kørte offeret til hospitalet, fordi politiet mener, at de kan have oplysninger i sagen.

- Vi vil ikke have, der sker nogle former for selvtægt, så derfor har vi også sat en rimelig stor styrke ind for at finde ud af hændelsesforløbet, forklarer vicepolitiinspektøren.

Den 17-årige blev ramt i brystet og fik gennemskåret milten. Han er nu uden for livsfare, og hans tilstand er stabil.

Oversigt

    Oversigt