84-årige Karl arbejder stadig i børnehaven: - Jeg kan se, børnene vokser, når vi laver noget sammen

84-årige Karl Jørgensen er en af Assens Kommunes 38 pedeller, som hjælper til på skoler, daginstitutioner og bygninger.

- Jeg kunne ikke ønske mig et bedre job.

Sådan siger 84-årige Karl Jørgensen, og giver betydningen af metaforen "det grå guld" en helt anden dimension.

Ikke nok med, at Karl Jørgensen er 84 år, har de tre timer, han ugentlig bruger som pedel i Børnenes Hus i Skalbjerg, en værdi, som kommer til udtryk gennem børnene.

- Børnene bliver så glade, når han kommer. Og de vil rigtig gerne hjælpe ham, fortæller Katrine Madsen, der har det daglige ansvar for det faglige i børnehuset på Skolevej.

For Karl Jørgensen er det helt naturligt at have noget at tage sig til i hverdagen.

- Jeg har været aktiv altid. Lige fra jeg var seks år, begyndte jeg at pløje med hest, fortæller Karl Jørgensen og tilføjer, at han er født landmandssøn.

Landbruget har været hans hobby hele livet, så det aktive liv har altid fyldt meget i Karl Jørgensens hverdag. Det der med at sætte sig ned og lade pensionisttilværelsen passere forbi, ligger ikke til ham.

- Der er ikke noget at lave, jo, konstaterer han.

I Børnenes Hus dukker Karl op og ordner udendørsarealerne, reparerer legetøj, lapper flade dæk og inspirerer børnene.

- Vi får lavet nogle praktiske opgaver, og fordi han kommer her jævnligt, behøver vi ikke altid at vente så længe.

- Det er rigtig fint, og så betyder det rigtig meget, kan jeg se, når han er her sammen med børnene, siger Katrine Madsen.

Den værdi har Karl Jørgensen også selv fundet i sine timer med børnene.

- Jeg har indtryk af, at det betyder meget for børnene, at jeg er her, og vi kan arbejde sammen og samtidig få en god snak om løst og fast, fortæller Karl Jørgensen.

Det eneste, der kan stoppe Karl Jørgensen for alvor, er dårligt vejr, fortæller han.

- Der er ingen grund til at gå herhen i øsende regnvejr. Der er jo dage nok, hvor det er tørvejr.

Karl Jørgensen er en af Assens Kommunes 38 pedeller, som hjælper til på skoler, daginstitutioner og bygninger.
Karl Jørgensen er en af Assens Kommunes 38 pedeller, som hjælper til på skoler, daginstitutioner og bygninger.
Foto: Flemming Ellegaard

Når Karl ruller trillebøren med kost og skovl ud under åben himmel, er børnene på pletten for at hjælpe.

- Det er ikke altid, at vi bliver hurtigere færdige, når børnene hjælper. Men jeg kan se, at børnene vokser, når vi laver noget sammen.

- De får god motion, lærer at bruge deres hænder, og vi får en god snak, fortæller han.

Arbejdet i kommunalt regi er ikke nyt for Karl Jørgensen. Han blev ansat i Assens Kommune for 19 år siden, og hører nu til i kommunens ejendomsservice-afdeling sammen med 37 andre pedeller, som hjælper til på skoler, daginstitutioner og bygninger rundt om i Assens Kommune.

Og netop tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtig for Karl.

- Sammenværet med børnene, og det at være en del af et arbejdsfællesskab på denne måde, giver mig livskvalitet og mening med livet, så jeg kan slet ikke lade være, siger han og tilføjer:

- Jeg er en del af den bedste arbejdsplads, jeg kender. Vi hjælpes ad med at have det godt, og der er stor omsorg mellem voksne og børn, der er en fantastisk humor og altid kaffe på kanden.

Oversigt

    Oversigt