Flemming har 17 brugte cykler i laden: Turister skal kunne køre gratis rundt på fynsk ø

På Helnæs har de fået en god ide. Til sommer skal turister kunne se øen fra cykelsadlen ganske kvit og frit.

Pensionerede Flemming Mortensen har nok at se til. Han skal skifte kabler, pumpe dæk, smøre kæder og skrue gear.

Til sommer skal der nemlig stå en masse cykler klar på Helnæs, som turister kvit og frit kan låne, når de vil rundt og se øen.

Flemming Mortensen fik kendskab til Cykelpark Helnæs, som projektet hedder, fordi han så et opslag på Facebook. Han var helt vild med ideen og skrev straks til hjernen bag projektet, Vibeke Mikkelsen, at han gerne ville være med til at føre projektet ud i livet.

Sammen lavede de endnu et opslag på Facebook, hvor de opfordrede lokale til at donere deres brugte cykler.

- Så skal jeg ellers lige love for, at der er kommet cykler ind. Det er jo alletiders, fortæller pensionisten

Nu står der så 17 cykler i Flemming Mortensens lade. Der er både herrecykler, damecykler og børnecykler, men de fleste af dem skal have en kærlig hånd, inden de klar til at transportere turister rundt på øen.

- Der er nogen, der ikke egner sig til at være andet end reservedelsdonorer, og andre er faktisk rigtig fine, siger Flemming Mortensen.

Udover de donerede cykler, er det også lykkedes Flemming Mortensen og Vibeke Mikkelsen at skaffe 6.000 kroner til projektet. Halvdelen af dem kommer fra Assens Kommunes Lokalsamfundspulje og den anden halvdel har Superbrugsen i Haarby sponsoreret. 

Håber de bliver på øen

Nu går arbejdet i gang med at sætte cyklerne i stand, og det er Flemming Mortensen, der skal styre værktøjet.

Han har allerede planer for, hvordan han kan male cyklerne i forskellige farver, så de bliver genkendelige. Der skal også sættes et metalskilt på, så man kan se, at cyklerne tilhører Cykelpark Helnæs.

Og så har Flemming Mortensen endnu et kriterie for cyklerne.

- De skal istandsættes, så de er gode, men ikke for gode, så de kører af øen, siger Flemming Mortensen.

Cyklerne forventes at være klar til sommer. Tanken er, at man kan komme kørende til Helnæs i sin bil til et af de to opsamlingssteder, låne en cykel, køre rundt på øen og så aflevere cyklen, når man vil hjem igen.

Flemming Mortensen fortæller dog, at hvis man vil bruge cykelhjelm, skal man selv sørge for at have sådan en med, ligesom at Cykelpark Helnæs heller ikke har nogen forsikring, der dækker ved skader.

Hvis man har cykler til overs, som man gerne vil donere til projektet, kan man sætte dem på Stævnevej 11 på Helnæs. Ifølge Flemming Mortensen kan de altid bruge flere cykler. 

Oversigt

    Oversigt