Psykisk syge indespærret med hårdt belastede kriminelle

Det er en alvorlig belastning for både anbragte børn og unge og for personalet på den sikrede døgninstitution Egely, at hårdt belastede kriminelle og psykisk syge er spærret inde under samme tag.

Da Egely i 2004 blev opført på en mark lige uden for Nørre Aaby på Vestfyn var den sikrede døgninstitution beregnet til kriminelle unge, der for ikke at afsone i et almindeligt fængsel, blev anbragt på Egely.

Men i løbet af 20 år er ungdomskriminaliteten faldet, og samtidig er den psykiske mistrivsel og antallet af diagnoser steget voldsomt. Det har betydet, at kommunerne i stigende omfang henviser unge med psykiske problemer til landets sikrede institutioner.

- Vi tænker jo heller ikke altid, at en anbringelse på en sikret institution, er det bedste, hvis man for eksempel har en svær autismediagnose, siger Christian Schacht-Magnussen, der er socialdirektør i Region Syddanmark.

Derfor er historien vigtig

I dag er flertallet af de anbragte på Egely unge med alvorlige psykiske lidelser som for eksempel autisme, angst eller skizofreni. De har ingen kriminel fortid, men kan være udadreagerende eller være selvskadende.

- Det hænger nok sammen med, at der ikke er de rigtige tilbud til de her unge, siger Christian Schacht-Magnussen.

Har piller med hjemmefra

At de 20 anbragte unge på Egely kommer med så forskellig baggrund og har meget forskellige problemer, giver store udfordringer både i forhold til kompetencer og pædagogik på Egely. Det fortæller flere nuværende og tidligere medarbejdere, TV 2 Fyn har talt med. 

- Det er en unge, der kommer med en bagage og ofte en pose piller hjemmefra. De har brug for en anden støtte end meget af personalet kan tilbyde dem, siger ”Kathrine”, der er ansat på Egely. Hun ønsker af hensyn til sin fremtid i branchen ikke at stå frem med sit rigtige navn.

En anden ansat har samme oplevelse.

- Det er frygteligt. Vi har som personale ikke ressourcerne til at kunne udrede et barn med autisme. Hvis vi derimod får vi en ung med banderelateret baggrund, så har vi bedre forudsætninger for at få den unge på rette spor, siger ”Markus”, der ligeledes vil være anonym og har arbejdet på Egely gennem flere år.

Dine erfaringer fra Egely

Den sikrede døgninstitution Egely hører under Region Syddanmark, og socialdirektøren er bevidst om udfordringerne ved at dybt kriminelle unge blandes med alvorligt psykisk syge.

- Det er klart, at det er en vanskelig opgave, når den går fra at have været meget pædagogisk til i stigende omfang også at blive en sundhedsfaglig eller psykiatrisk behandling, der skal finde sted.

- Vi gør det, der er inde for vores beføjelser. Nogle gange har vi strenge retningslinjer, for hvad vi kan. Det er ikke længere bare en pædagogisk opgave at sikre den rette indsats og støtte til de her unge, det kræver rigtigt meget andet, viden om misbrug, psykiatri og mistrivsel i det hele taget, siger Christian Schacht-Magnussen.

Tvunget til at være sammen

Som TV 2 Fyn de seneste dage har fortalt er bygningerne på marken i Nørre Aaby i dag nedslidte og forældede. Og selvom den nye forstander har sat gang i en renovering af afdelingerne, ændrer det ikke på, at bygningsmassen og betonmuren omkring døgninstitutionen er opført til at rumme andre unge end dem, der i dag udgør flertallet af de anbragte.

Det betyder at skrøbelige og psykisk syge unge kan blive tvunget sammen med unge, der har begået alvorlig kriminalitet. 

Fakta om Egely

- Det kan vi ikke udelukke, at det sker. Men det er også sådan, at de unge på intet tidspunkt er overladt til sig selv. De er hele tiden under observation fra personalets side, siger socialdirektøren.

De hårde tryner de svage

Men for personalet, der skal observere de unge, giver det store udfordringer.

- Det gør jo, at vi har konflikter på daglig basis, fordi profilerne ikke passer sammen.

- Vi kan som medarbejdere stå tilbage og tænke: "nå, det virker som om den enkeltstående unge bare er her for opbevaring, fordi de ikke ved, hvor de skal placere ham". Vi oplever også tit, at unge kommer på Egely, fordi ungepsykiatrien ikke kan tage imod eller finde plads, og så bliver de fejlplaceret, siger Markus.

- De bliver jo set som svage, dem med psykiske lidelser, og de bliver trynet, af de hårde drenge, lyder det fra "Sabrina", der indtil for nylig var ansat på Egely.

Ifølge socialdirektøren har regionerne og Kommunernes Landsforening igangsat et arbejde, der skal undersøge, om der er brug for at oprette en anden type institutioner.

- Der er et samfundsproblem her, som vi på en eller anden måde er nødt til at forholde os til, siger Christian Schacht-Magnussen.

Derfor er der anonyme kilder i artiklen

Oversigt

    Oversigt