I det fynske folks tjeneste

Fynsk spillested undres: Hvorfor må vi ikke åbne sammen med caféerne?

Diskoteker og spillesteder er ikke i spil til en tidligere genåbning, og det undrer fynsk spillestedsleder, som gerne så, at små spillesteder kan åbne igen.

00:50

Morten Østlund, der er spillestedsleder på Dexter i Odense, mener ikke, at der er stor forskel på caféer og små spillesteder med siddende gæster Video: Sune Jørgensen / Morten Urup Skov

Fra mandag må caféer og restauranter igen holde åbent, mens spillesteder og diskoteker endnu ikke er i spil til en tidligere genåbning. 

Læs også Dexter og Posten fortsætter med millionstøtte: - Det er altafgørende for os

Det undrer Morten Østlund, der er spillestedsleder på Dexter i Odense. Han mener ikke, at der er stor forskel på caféer og små spillesteder med siddende gæster – som for eksempel Dexter.

- Jeg synes, at man skulle kigge mere individuelt på spillestederne, og hvordan de er indrettet. Det virker skørt, at et sted som det her ikke kan åbne, når en café kan, mener Morten Østlund.

I begrundelsen for hvorfor spillesteder og diskoteker ikke kan åbnes endnu, vurderes det, at der er for stor risiko for ”sober smittespredning”, hvis sådanne steder genåbnes.

Må gerne servere for gæster, men ingen musik

På Dexter sidder publikum ned, og derfor kontaktede Morten Østlund fredag erhvervsministeriet for at spørge, om spillestedet måtte åbne sammen med caféer og restauranter.

- Det kunne vi ikke, da de betegner os som et spillested, hvilket vi selvfølgelig også er. Selvom vi indretningsmæssigt minder om en café eller bar, så må vi ikke åbne. Eller det vil sige, det må vi gerne - vi må gerne have gæster og servere for dem, men vi må ikke spille musik for dem, siger Morten Østlund.

Læs også Fitnesscentre og svømmehaller kan måske åbne tidligere: - Vi er klar

Men den forklaring giver ikke meget mening, mener Morten Østlund.

- Det er jo lidt skørt, at vi gerne må have gæster i huset, men vi må ikke spille musik på scenen. Om der er musik på scenen eller i vores højtalere, det burde være det samme, siger han.

Opbakning fra brancheorganisation

Hos spillestedernes brancheorganisation, Dansk Live, er holdningen også, at der bør være forskel på spillesteder med siddende publikum og stående publikum.

Det forklarer Esben Marcher, der er sekretariatschef i Dansk Live.

- Spillesteder er bare meget mere. Det er også siddende koncerter, hvor der godt kan skabes afstand, siger han.

Læs også Fase tre af genåbningen klar

I yderste konsekvens kan det føre til store økonomiske problemer for spillestederne, hvis de fortsat skal holde lukket i en lang periode, frygter Esben Marcher.

- Det er jo ikke, fordi spillestederne på den måde vil presse noget igennem, men omvendt er der også en økonomisk bekymring for mange spillesteder. For jo længere man holder lukket, jo større udgifter er der, siger han.

Kulturordfører åbner døren på klem

Hos regeringspartiet, Socialdemokratiet, understreger den fynske kulturordfører, Jan Johansen, at det er vigtigt, at indsatsen mod coronavirus ikke bliver slået tilbage til start ved at åbne for mange ting for hurtigt.

Men han vil gerne være med til at undersøge, om små spillesteder som Dexter kan få lov at åbne tidligere, siger han til TV 2/Fyn.

- Hvis man kan gøre det, så det er fuldstændig forsvarligt, at man har musikere til at spille inde i cafeen, så vil det være en håndsrækning til kulturen. Det vil jeg gerne bære med over på borgen, siger Jan Johansen.

Læs også Håb hos Den Fynske Landsby: Kulturen kan vende tilbage før tid

På spillestedet Dexter er musikerne i første omgang blevet ombooket til august, hvor Morten Østlund håber, at der igen kan spilles musik livemusik for gæsterne.

- Vi glæder os til at komme i gang med at spille musik igen og have både glade musikere og gæster. Men det ser ud til, at vi desværre skal vente lang tid endnu, siger spillestedslederen.

De danske spillesteder har, som flere andre ting, været lukket ned siden 11. marts på grund af coronavirus.