Fynske robotter får kapital: Gør klar til global ekspansion

Fynske OnRobot opnår investering til vækst fra den globale investor Summit Partners

Som den førende udbyder af applikationer til kollaborative robotter gør fynske OnRobot klar til global ekspansion.

Virksomheden udvikler og producerer gribere til at montere på de kollaborative robotter og annoncerer torsdag en investeringsrunde anført af den globale investeringsfond Summit Partners med deltagelse af eksisterende investorer, herunder Vækstfonden.

Kapitaltilførslen skal bidrage til OnRobots fortsatte internationale vækst og udvidelse af produktporteføljen. 

Fra hovedkontoret i Odense er OnRobot blandt de globalt førende udbydere af applikationer, som hjælper kunderne med at udnytte de kollaborative robotsystemer bedst.

Virksomheden integrerer gribere, sensorer og software og gør det muligt at anvende robotter på tværs af en bred palet af industrier. Det gælder for eksempel pakning, kvalitetstest, varehåndtering, maskinbetjening og produktion.

Ideen er at gøre betjeningen let og mindske omkostningerne, og så skal det være sikkert at bruge systemet i tæt samarbejde med mennesker. 

Om OnRobot

Med robot-pioner Enrico Krog Iversen i front har OnRobot som målsætning at skabe en one-stop-shop for avancerede, plug-and-play kollaborative applikationer. Inden OnRobot var Krog Iversen direktør i danske Universal Robots, som han førte frem til at blive global markedsleder for kollaborative robotarme. Universal Robots blev købt af amerikanske Teradyne i 2015.

- Innovation inden for kollaborative applikationer er det næste udviklingstrin i udvidelsen af brugen af kollaborative robotssystemer. Vi er begejstrede over at blive partnere med Summit Partners, og vi er overbeviste om, at deres globale netværk og fokus på vækst vil være en værdifuld ressource i vores videre arbejde for at udvide vores udbud af produkter og vores geografiske tilstedeværelse, siger Enrico Krog Iversen, der er administrerende direktør i OnRobot.

- OnRobot er i front for en ny generation af automatiseringsteknologi inden for industri 4.0-segmentet, udtaler Johannes Grefe, investeringsansvarlig hos Summit Partners.

- Vi er imponerede over OnRobots evne til at kapitalisere på det hurtigt voksende og dynamiske marked for kollaborative robotapplikationer, og vi mener, at virksomheden er godt positioneret til at accelerere væksten.

- Over det seneste årti har Enrico bidraget til at etablere Danmark som et Silicon Valley inden for robot-innovation, siger Han Sikkens, der er administrerende direktør hos Summit Partners England, og som vil træde ind i bestyrelsen hos OnRobot.

- Vi har stor beundring for hans vision og drive som iværksætter, og vi glæder os over i fællesskab med Enrico at bygge OnRobot op til at blive en global leder.