En anderledes togtur: - Det er sjovt at stå ude, når det kører hurtigt

Omkring 150 passagerer tog lørdag turen med det julepyntede veterantog mellem Faaborg og Korinth.

Det var sne på sporet og vinterlandskab, da juletoget lørdag bumlede afsted på Fyn.

Det var da også på grund af togturen og ikke for at komme fra A til B, at de mange passagerer havde købt billet til det gamle tog.

- Jeg synes, der er rigtig sjovt at køre i tog og se nogle fede ting og køre stærkt, siger Johanne Marie Aagaard, der var ombord på toget med sin familie.

Toget, der er drevet af foreningen Syd Fyenske Veteranjernbane, kører på den 12 kilometer lange strækning mellem Korinth og Faaborg.

Det gamle veterantog var pyntet op til jul både indvendigt og udvendigt.
Det gamle veterantog var pyntet op til jul både indvendigt og udvendigt.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

På stationen i Korinth var der i dagens anledning pyntet op til jul, så passagererne kunne komme i julestemning før togturen. Det var også muligt at købe et juletræ, som man kunne få fragtet med toget tilbage til Faaborg.

Både leg og alvor

Selvom mange af dagens passagerer formentlig har kørt med tog før, så er det noget ganske særligt at køre med det gammeldags veterantog.

Her kan passagererne nemlig få lov at stå udenfor mellem togvognene mens toget kører, og det vakte begejstring hos de yngre togpassagerer.

- Man ser landskab, og det er sjovt at stå ude, når det kører hurtigt, siger Aksel Aagaard.

Det er dog ikke kun sjov og ballade, når medlemmerne af Syd Fyenske Veteranjernbane sætter fut i det gamle tog.

- På en måde er vi store legebørn, og alligevel er der en masse alvor i det, for vi kører med levende mennesker, så der er også en masse krav, som vi skal opfylde, og sikkerheden skal være i orden, siger Jørn Knudsen, der er formand for Syd Fyenske Veteranjernbane.

Foreningen er drevet af frivillige, der deler interessen for at holde gammel teknik og mekanik i gang. 

Det er ikke kun mellem Korinth og Faaborg, at det er muligt at køre med et anderledes tog. Passagerer på Svendborgbanen kan snart se frem til en helt ny togtype, der skal give færre fejl og aflysninger.

Toget er drevet af foreningen Syd Fyenske Veteranjernbane.
Toget er drevet af foreningen Syd Fyenske Veteranjernbane.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Oversigt

    Oversigt