Nyt tog skal give færre fejl og aflysninger på Svendborgbanen

Efter adskillige aflysninger i efteråret vil Arriva nu teste en ny type tog på Svendborgbanen, der måske kan gøre togdriften mere stabil.

Det kører ikke altid på skinner for togene på Svendborgbanen.

I november har togdriften mellem Odense og Svendborg været plaget af mange aflysninger og forsinkelser, men nu er der måske godt nyt til togpassagererne.

Til næste år vil Arriva, der står for driften af Svendborgbanen, nemlig teste et nyt tog, i håb om at færre fejl.

- Vi håber på at kunne sikre en mere stabil drift. Der har været nogle udfordringer, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Vi er sat i verden for at køre tog, siger Mikkel Juul, der er kommunikationspartner i Arriva.

Trafikselskabet vil i første omgang teste et enkelt af de nye togsæt på Svendborgbanen. 

Særligt udfordrende strækning

I øjeblikket er det togtypen Desiro, der kører på strækningen mellem Odense og Svendborg, men i det nye år vil Arriva teste togtypen Lint.

Lint-togene kører i øjeblikket på flere af Arrivas baner i Jylland, og nu vil Arriva undersøge, om denne togtype kan klare sig bedre på Svendborgbanen.

- Det er det eneste initiativ, vi selv råder over. Vi kan ikke gøre så mange andre ting, siger Mikkel Juul.

Svendborgbanen er ifølge Mikkel Juul en særligt udfordrende strækning at køre tog på. Det skyldes blandt andet de mange stop og kørselsmønsteret, som påvirker togene uhensigtsmæssigt.

Vil bytte med Jylland

Hvis den nye togtype viser sig at klare sig godt, vil Arriva på sigt bytte de gamle Svendborgtog ud med den nye type fra en af deres baner i Jylland.

Før Lint-toget er at finde på Svendborgbanen, skal det transporteres fra Jylland til Fyn. Det kræver også, at lokoførerne bliver uddannet i at køre i en ny togtype, og derfor kan Mikkel Juul endnu ikke oplyse, hvornår fynboerne kan forvente at køre med det nye tog. 

Han regner dog med, at det bliver i første halvdel af 2023.

Det er ikke kun på Svendborgbanen, at togdriften skal undersøges. Efter fire dødsulykker på to uger, vil Banedanmark nu undersøge ulykkesstederne.  

Oversigt

    Oversigt