Fynsk værft vinder udbud om miljøskibe

De to miljøskibe Sif og Frigg skal efter fem år i Svendborg havn ombygges i Faaborg, så de kan begynde at overvåge det marine miljø fra 2021.

Tirsdag har Miljøstyrelsen offentliggjort, at Faaborg Værft A/S har vundet udbuddet om ombygning af de to miljøskibe Sif og Frigg, der har til formål at overvåge det marine miljø i de indre danske farvande fra 2021.

Siden Miljøstyrelsen købte de to skibe i England til den nette sum af 17 millioner kroner, har de nemlig ikke tilbagelagt en eneste sømil. I stedet har de ligget stille i Svendborg havn, men det skal nu være slut.

- Jeg er glad for, at udbuddet om miljøskibene nu er afsluttet, så skibene snart kan komme i gang med overvågning af det marine miljø. Tilstanden i vores fjorde og havmiljø er presset, og miljøovervågningen spiller en vigtig rolle, som en del af udgangspunktet for vores indsatser, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

En lang farce

Tilbage i 2013 sendte Naturstyrelsen en opgave om at bygge to nye såkaldte miljøskibe i udbud. Fire virksomheder gav bud på dem, heribandt Faaborg Værft, men det blev nummer to bag det engelske værft Alnmaritec.

MILJØSKIBE

Under forhandlingerne med Naturstyrelsen hævede Alnmaritec dog prisen for at bygge skibene med 30 procent, og aftalen blev derfor revet i stykker. Først efter 14 måneder besluttede Naturstyrelsen at købe to brugte skibe og bygge dem om, frem for at få bygget helt nye skibe.

I 2015 købte man derfor de to katamaraner Sif og Frigg i England, som skulle bygges om, så de kunne varetage de opgaver, der påligger et miljøskib. Der skal blandt andet et nyt motorsystem i skibene og indrettes nye overnatningsfaciliteter.

Flere udbud

Der har været udbud om miljøskibene i både 2018, 2019 og 2020. I 2018 annullerede Miljøstyrelsen udbuddet, da det endelige tilbud havde en noget højere pris end den daværende udmeldte ombygningsramme. 

quote Jeg er glad for, at udbuddet om miljøskibene nu er afsluttet, så skibene snart kan komme i gang med overvågning af det marine miljø

Lea Wermelin (S), Miljøminister

I 2019 var der ved genudbuddet ved en fejl stillet uhensigtsmæssigt høje krav til garantistillelse, som Kammeradvokaten tog det fulde ansvar for.

Den 2. marts 2020 offentliggjorde Miljøstyrelsen så det tredje EU-udbud om ombygning af miljøskibene, hvor fem danske værfter prækvalificerede sig. Af de fem endte det fynske værft med at vinde udbuddet.

- Udbuddet om miljøskibene har mildest talt været en uskøn omgang med alt for mange problemer undervejs, og nogle miljøskibe som ikke har kunnet tages i brug. Men nu kan ombygningen endelig gå i gang Jeg vil ikke lægge skjul på, at forløbet virkelig har ærgret mig, siger Lea Wermelin.

Oversigt

    Oversigt