I det fynske folks tjeneste

Jim Lyngvild forener jul og vikinger med stort julemarked

Jim Lyngvild åbnede lørdag portene til sit julemarked på Ravnsborg ved Faaborg for femte år i træk.

00:29

På Ravnsborg ved Faaborg er der for femte gang julemarked. Video: Masoud Jafari Pouia

På sidste dag i november begyndte julen på Ravnsborg ved Faaborg, hvor Jim Lyngvild endnu engang inviterede til julemarked. 

Temaet er vikinger og jul, og det lader til at være en populær kombination. 

- Opbakningen har været fuldstændig overvældende. Det er jo væltet ind med mennesker. Der var en stor kø, da vi åbnede i morges. Næsten 3.000 mennesker har der været igennem, og det er vi fuldstændig lykkelige over. Men vi har også været heldige med vejret. Det håber jeg også, vi er i morgen, siger Jim Lyngvild til TV 2/Fyn.

Læs også Ghita blomstrede i Bogense: - Det er eventyrligt

Markedet var badet i sol det meste af dagen, og mellem de mange stande kunne man støde på vikinger i fuld mundering med uldtøj og flettet skæg, men også på den klassiske julemand med hvidt skæg og rødt tøj. 

Vikinger og jul passer sammen

Og ifølge Jim Lyngvild går de to ting godt i spænd. 

- Jul og vikinger hænger fantastisk sammen. Vi skal jo huske på, at jul er en gammel hedensk tradition. Vi er jo et af de eneste lande i verden, hvor det hedder jul og ikke krist-messe, så det er en gammel lysfest for de nordiske guders ære og solen, der skal komme tilbage, siger han. 

Derudover er det også en mulighed for at tilfredsstille nysgerrige blikke, der er interesseret i at se den store vikingeborg Ravnsborg, som Jim Lyngvild sammen med sin mand selv har bygget.

Læs også Far til fire optager på Sydfyn: - Det pæneste sted i Danmark

De har boet på borgen siden 2014. 

- Vi har så mange turister, der kommer herned og rigtig gerne vil se, hvordan Morten (Jim Lyngvilds mand red.) og jeg bor.  

- To gange om året - til vores vikingemarkeder og til vores julemarkeder - åbner vi op. Det er simpelthen måden, at vi kan vise det her frem på en måde, hvor alle får lov til at være med.

Jim og Ghita på scenen 

Et af punkterne på julemarkedets program er et foredrag med Ghita Nørby. Hvad det skal handle om, kan hun dog ikke løfte sløret for. 

- Det ved vi, når vi står på scenen, siger hun og bakkes op af Jim Lyngvild:

- Ghita har faktisk sagt til mig "Jeg vil helst ikke forberede mig for meget, og du skal ikke spørge mig om nogen spørgsmål på forhånd." Så når vi sidder nede i sofaen dernede ...

- Så finder vi ud af det. Det skal jo helst være levende, skal det ikke, siger Ghita Nørby.

Læs også Populær familiefilm skal indspilles på Lyngvilds vikingeborg

Jim Lyngvild og Ghita Nørby har de seneste måneder rullet over tv-skærmene i programmet "Jim og Ghita", hvor de har besøgt kulturperler rundt omkring i Danmark. 

Hun er stor fan af julemarkedet, og kommer også igen, når det åbner igen næste weekend.

- Det er så kærligt, og det er så rigt. Det er så velkomment at være her. Det er jo også derfor, at alle mennesker kommer. Det er der da ikke noget at sige til, siger hun. 

Ravnsborg Julemarked har åbent 1. december og 7. og 8. december.