104-årig bestilte helikopter: Ville besøge familien i Nordjylland

En over 100 år gammel kvinde tænkte i alternative transportformer, da hun gerne ville se familiens nye hus i Nordjylland.

Hvad gør man, når man bor på Fyn, men gerne vil besøge familien i Nordjylland? Så tager man såmænd bare en helikopter.

Det blev i hvert fald løsningen for 104-årige Margrethe Hansen, der ikke kan holde ud at side i en bil de mange timer, som det tager fra Rynkeby til Støvring.

Men hun havde et stærkt ønske om at se sin søn og barnebarns nye hus, og derfor måtte hun tænke kreativt.

- Jeg ville gerne se husene, og jeg tænkte, det var den hurtigste måde at komme afsted på, og så sagde jeg det, fortæller Margrethe Hansen til TV 2 Fyn.

Førte helikoptertur

I løbet af sine 104 år har fynboen været et par gange i USA, men turen til Nordjylland tirsdag blev den første i en helikopter.

- Jeg tror, jeg glæder mig, siger hun, da hun sad i barnebarnet Troels Asger Hansens bil få minutter inden afrejse.

Han kørte bilen helt op på siden af helikopteren, og efter han omhyggeligt havde placeret en blød havehynde på det forreste passagersæde i helikopteren, løftede han sin farmor over i det lille fly.

Her blev hun pakket godt ind, og med barnebarnet på bagsæddet sammen med en sosu-hjælper satte helikopteren kursen mod Jylland.

Ud og hjem samme dag

Det tog omkring en time fra helikopteren lettede fra marken nær Dalsbo Plejecenter i Rynkeby, til den landede i Støvring i Nordjylland.

Helikopteren gjorde det muligt for Margrethe Hansen at besøge sin søn på 82 år i Nordjylland.
Helikopteren gjorde det muligt for Margrethe Hansen at besøge sin søn på 82 år i Nordjylland.
Foto: Privat

Her blev den 104-årige forkælet af familien, indtil helikopteren ligeledes stod for turen hjem, fortæller hun.

- Det var godt. Den første tur var den bedste, ellers bumpede det lidt, men det var fint. Det var pragtfuldt at se ud, siger Margrethe Hansen.

- Jeg ved ikke, hvad det koster, men det er pengene værd.

Margrethe siger, at hun er glad for turen, og at hun har set meget.
Margrethe siger, at hun er glad for turen, og at hun har set meget.
Foto: Jonathan Malat

Hun regner heller ikke med, at det bliver sidste gang, hun skal se Danmark fra en helikopter.

- Jeg skal også besøge min datter, når hun får tid. Vi får se, om jeg når det.

Oversigt

    Oversigt