32-årig sigtet for at smide to store bunker affald fra dødsbo i naturen

Fyns Politi har sigtet en 32-årig fynbo for to gange at efterlade større mængder af affald i naturen.

Affald hører ikke til i naturen. 

Det har en 32-årig fynbo nu fundet ud af på den mere kontante måde. 

Fyns Politi har onsdag sigtet en 32-årig mand fra Odense for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven ved i to tilfælde at have smidt større mængder af affald i naturen. 

De to episoder, der nu koster ham en bøde, fandt sted den 16. og den 18. januar i år.

- Vi ser desværre nogle gange borgere, der fejlagtigt tror, at de ustraffet kan smide affald, hvor de vil. 

- Politiet ser på disse anmeldelser med stor alvor, men det kan være sager, som er svære at efterforske, fordi der ikke altid er spor eller vidner. 

- I disse to sager fik vi nogle rigtig grundige observationer fra anmelderen, der altså har ført til, at vi meget hurtigt har kunne sigte en person, siger politikommissær Michael Løkke, der er leder for Fyns Politis Særlovssektion. 

Kom fra dødsbo

Affaldet, som altså ad to omgange blev smidt i naturen, viste sig i begge tilfælde at stamme fra det samme dødsbo, hvor pårørende til den afdøde havde aftalt med den nu sigtede mand, at han skulle stå for at tømme dødsboet for indbo.

I stedet valgte han at smide en del af det ved transformatorstationen på Findingevej i Faaborg-Midtfyn Kommune. Resten blev smidt ved Naturskolen Ålykkestedet i Davinde.

Affaldet fra transformatorstationen blev fjernet af pårørende til afdøde fra dødsboet, inden den nu sigtede var fundet. Det resterende affald, som blev fundet ved naturskolen, er efterfølgende blevet fjernet af den 32-årige sigtede.

De ansatte hos Tarup-Davinde I/S, som fandt affaldet ved naturskolen, var godt trætte af affaldsbunken og meldte det derfor til politiet

Oversigt

    Oversigt