Bronzerytter hylder sin nye hest

Bronzevinderen ved de paralympiske lege Annika Lykke Dalskov kalder sin nye hest for den bedste nogensinde.

Den danske dressurrytter Annika Lykke Dalskov og hesten Aros A' Fenris vandt søndag eftermiddag bronze i den individuelle klasse ved de paralympiske lege i London.

Rytteren har op til legene i London ellers været meget i tvivl om, hvor store medaljechancerne var.

- Jeg har startet en ny hest op for kun et år siden, og jeg har haft mange overvejelser og bekymringer om, hvordan han ville tackle rejsen og det store stadion, siger Annika Lykke Dalskov.

- Jeg har kun redet otte stævner med ham, og der er store forskel på det her og så de små stævner på Fyn.

- Men han klarede det rigtigt flot. Det er den bedste hest, jeg nogensinde har haft.

Den odenseanske rytter vandt både sølv og bronze ved de paralympiske lege i Beijing i 2008. Men hun havde ikke satset på, at det skulle blive til metal ved disse lege.

- Jeg havde været glad for top-5, og nu står jeg her med bronzen. Og det er faktisk små marginaler, der adskiller os fra sølvmedaljen.

- Nu glæder jeg mig helt vildt til at holde de dejligt tunge medaljer, siger Annika Lykke Dalskov.

På tirsdag har Annika Lykke Dalskov og Aros A' Fenris endnu en chance for succes. Denne gang gælder det finalen i disciplinen kür

- Nu er der ro på. Så nu skal vi bare ud og give den fuld gas til kür-finalen, lyder det fra bronzevinderen.

Annika Lykke Dalskovs medalje var den fjerde danske medalje ved de paralympiske lege i London.

Oversigt

    Oversigt