Coronakrise gavner klima: Markant fald i antallet af biler

Antallet af biler og lastbiler på vejene er faldet med en tredjedel den seneste uge, viser nye tal fra Vejdirektoratet

Der er både længere imellem bilerne i disse dage og godt nyt for klimaet.

Det har fået Christian Caspersen til at skrive til TV 2/Fyn, fordi han er frivillig i Røde Kors.

- Jeg henter tøj og kører i Odense, så det er dejligt at køre, når der ikke er så mange biler, skriver han.

Spørgsmål fra en fynbo

TV 2/Fyn har undersøgt, hvor meget trafiktallet har ændret sig under coronakrisen. 

Vejdirektoratets nyeste målinger viser et gennemsnitligt fald på 45 procent i antallet af personbiler.

Antallet af små lastbiler er faldet med en tiendedel, mens der stort set kører et uændret antal større lastbiler over 12 meter på vejene. De er en del af den kritiske infrastruktur og kører med varer og udstyr blandt andet til sygehusene. 

Samlet set er antallet af biler og lastbiler på vejene faldet fra halvanden million til en million under coronakrisen, det vil sige, at en tredjedel af trafikken er væk.

- Der er fuldstændig sammenhæng mellem CO2-udslippet og antal kørte kilometer, siger Harry Lahrmann, der er trafikforsker på Aalborg Universitet.

Formindsker CO2-udslippet

På Fynske Motorvej mod den nye Lillebæltsbro er faldet på 54 procent, og på Hovedvej 9 ved Svendborg er faldet på 49 procent for personbiler.

For små lastbiler er trafikken faldet med 10 procent på Fynske Motorvej og 16 procent på Hovedvej 9.

På Fynske motorvej med den nye Lillebæltsbro er antallet af personbiler faldet på 54 procent og antallet af små lastbiler er reduceret med en tiendedel den sidste uge. På Hovedvej 9 ved Svendborg er faldet på 49 procent for personbiler og 16 procent for små lastbiler. Kilde: Vejdirektoratet
På Fynske motorvej med den nye Lillebæltsbro er antallet af personbiler faldet på 54 procent og antallet af små lastbiler er reduceret med en tiendedel den sidste uge. På Hovedvej 9 ved Svendborg er faldet på 49 procent for personbiler og 16 procent for små lastbiler. Kilde: Vejdirektoratet

Klimarådets tal for transportsektoren siger, at i 2016 udledte transportsektoren samlet set cirka 10,8 millioner tons CO2 ækvivalenter ud af Danmarks samlede udslip på 45 millioner tons.

Hvis vejtransporten med personbiler så falder med 45 procent, som i Vejdirektoratets tal, så betyder det en reduktion af Danmarks CO2 ækvivalente udslip med cirka 2,5 millioner tons. Hvis tallene vel at mærke gør sig gældende hver eneste dag i et år.

Det vil svare til en procentvis reduktion på godt 5 procent.

- En reduktion af Danmarks drivhusgasudslip med cirka 5 procent viser, at det er vigtigt at have biltrafikken med i klimaplanerne, siger Kirsten Halsnæs, der er på miljøøkonom på Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

Mest markant er faldet i trafikken den 11. marts efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde, som direkte kan aflæses i faldet på kurven.

- Det er voldsomt, det har vi ikke set siden de bilfrie søndage, siger Niels Erik Wegener Moltved, som er projektleder i Vejdirektoratet.

Efter statsministerens pressemøde onsdag faldt antallet af biler og lastbiler markant. Kilde: Vejdirektoratet
Efter statsministerens pressemøde onsdag faldt antallet af biler og lastbiler markant. Kilde: Vejdirektoratet

Fald i brændstofforbruget

Brændstofforbruget er samtidigt gået mærkbart ned over hele landet. Med danskerne hjemme bag computerskærmen er der mange af de daglige optankninger, der simpelthen ikke er brug for at foretage lige nu.

På Shells tankstationer er salget generelt faldet med cirka 25 procent. Faldet er størst på pendlerstationerne, hvor kunder tanker op på vej til og fra arbejde.

-Vi ser helt tydeligt, at ingen danskere lige nu gør, som de normalt gør, siger retailchef Søren Møller Mareti. 

I salget til erhvervsmarkedet er der dog fortsat en stor efterspørgsel på brændstof i dele af transportsektoren, som kæmper en brav kamp for at holde danskerne forsynet med varer.

- I landbruget, hvor vi har en stor del af vores forretning, er forårsklargøringen også i fuld gang. Så vi arbejder naturligvis på at holde alle dele af samfundet forsynet, selvom det er helt ekstraordinære tider, siger Søren Møller Mareti.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt