Der er rift om færgen Yrsa – flere lokale viser interesse

Hvert år sejler kreaturfærgen Yrsa med kvæg til og fra de sydfynske øer. Men færgen er for dyr for kommunerne, og derfor søger de nu interesserede.

Sammen med Svendborg og Ærø ejer Langeland Kommune færgen Yrsa.

Færgen sejler hvert år kvæg til og fra de sydfynske øer, men den gamle dame er for dyr at have sejlende, og derfor har man kunne sende interessetilkendegivelser på færgen.

Og det er også sket.

- Det er primært lokale, der har henvendt sig om færgen, siger Rikke Fink, der er teknisk chef i Langeland Kommune og fortsætter:

- Foreløbig er det bare en interessetilkendegivelse. Men ud fra det, er det så meningen, at vi skal lave et reelt udbud. Hvor alle specifikationer, krav og vilkår vil fremgå. Og så er det først derefter, at man skal byde rigtig ind.

På nuværende tidspunkt er der syv personer, der har henvendt sig vedrørende færgen.

Hun kan ikke transportere mennesker

Yrsa kan ikke anvendes til transport af mennesker. Men hun er en landgangsfærge, og det betyder, at hun kan sejle helt op på kysterne og læsse enten maskiner eller dyr af.

Men på trods af begrænsningerne er der flere henvendelser.

- Det var derfor, vi ønskede en interessetilkendegivelse for at se, om der overhovedet var nogen interesserede, før vi gik i gang med et større udbudsmateriale, siger Rikke Fink. 

Oversigt

    Oversigt