Erhvervsledere vil hjælpe soldater

Fynsk direktør har skabt et netværk af erhvervsledere over hele landet, som er parat til at hjælpe soldater, der vender hjem fra krigene ude i verden.

Idemanden er administrerende direktør, Henrik Danielsen, Patriotisk Selskab med base i Odense.

- Jeg har selv været udsendt i 1980erne. Det var langt fra så dramatisk, som det soldaterne i for eksempel Afghanistan oplever. Men alligevel husker jeg, at det var svært at vende hjem, siger Henrik Danielsen.

- Der skrives og tales meget om, hvad vi kan og bør gøre, men det halter med at sætte handling bag ordene, tilføjer han.

Derfor har han besluttet at bruge sit netværk af erhvervsledere i et forsøg på at hjælpe hjemvendte soldater.

Foregår på Facebook

Netværket findes på Facebook under: "Mentornetværk for hjemvendte soldater".

Det retter sig primært mod soldater, der vender hjem fra Irak, Afghanistan og fra flådens operationer udfor Afrikas østkyst.

Meningen er at hjælpe det store flertal af soldater, som vender hjem med både legeme og sjæl stort set intakt, og som får forholdsvis lidt hjælp til at komme igang med en almindelig tilværelse i Danmark.

Blandt andet kan de have svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, men det vil netværket af erhvervsledere hjælpe dem med.

Råd og vejledning

Netværket lover ikke jobs, men deltagerne er parat til at stille tid og erfaring til rådighed med rådgivning om jobsøgning, CV, karrierevalg, start af egen virksomhed og lignende.

Mentornetværkets protektor er general Kjeld Hillingsø.

Ovenfor kan ses en liste over nogle af mentorerne.

Mentornetværket for hjemvendte soldater

Oversigt

    Oversigt