Et stort plørehul: Juletræsavlere kæmper med vand og mudder
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Flere steder kæmper juletræsproducenter med store mængder mudder efter flere måneder med usædvanligt meget nedbør.
Det er ofte et beskidt job at fælde og pakke juletræer, men i år har skovarbejderne mere end almindeligt meget brug for et par gode gummistøvler.
2023 er nemlig godt på vej til at blive det vådeste år i dansk vejrhistorie.
Ifølge DMI nåede det samlede nedbør i oktober måned op på 148 mm. Det er næsten dobbelt så meget, som den normale mængde nedbør om måneden. Og regnvejret er fortsat ind i november. Derfor kæmper flere fynske juletræsproducenter nu med store mængder vand og pløre i plantagerne.
Pløret forsinker arbejdet med at fælde og pakke juletræer til eksport, fordi der opstår dybe, mudrede kørespor i plantagerne, som det er svært at køre i. Samtidig er juletræsarbejderne ofte nødt til at bære hvert enkelt træ hen til pakkemaskinen for at undgå, at der kommer mudder på.
- Det er det slemmeste år, vi har haft, imens jeg har været med til at lave juletræer, siger Jens Gudmund Hansen, der ejer og driver træfirmaet Multiwood.
Jens Gudmund Hansen og hans folk dyrker cirka 140 hektar jord med juletræer ved Bøjden i Faaborg. De skal fælde og pakke i alt 100.000 juletræer i løbet af nogle uger, hvoraf de stadig mangler omkring en femtedel.
Helt ekstremt i år
Mudderet volder også problemer hos en af de andre store juletræsproducenter. Hvidkilde Gods ved Svendborg dyrker omkring 100 hektar jord med juletræer til eksport.
- Det er et stort plørehul nogle steder. Der, hvor vi kører meget, og vandet ikke kan løbe væk, kommer der nogle rigtig dybe spor, siger Martin Rasmussen, der er skovfoged på Hvidkilde Gods.
Det betyder, at arbejdet med træfældningen går langsommere. Derudover påvirker de store mængder vand og mudder også medarbejdernes humør.
- Det gør det hele rigtig meget mere besværligt, plus at det er meget demotiverende for mandskabet at arbejde i regn dag efter dag, siger Martin Rasmussen.
Hvis der kommer mudder på træerne, så er Martin Rasmussen og hans folk ofte nødt til at kassere dem.
- De er ikke salgbare, hvis der kommer mudder på, siger han.
Juletræerne tager ikke skade af, at der står vand omkring træet i en kortere periode på nogle uger, men hvis træerne står under vand i længere tid, går de ud. Lige nu er problemet dog mest, at det besværliggør arbejdet, forklarer Martin Rasmussen.
Hvidkilde Gods eksporterer juletræer til blandt andet Frankrig, Tyskland og Schweiz.
- Det er sjældent nemt at opdrætte juletræer, og vi slipper sjældent for, at det regner i november. Det har bare været helt ekstremt i år, siger han.
Ekstraregning på tusindvis af kroner
Martin Rasmussen forklarer, at de kun har et vindue på et par par uger, hvor de skal fælde, pakke og sende juletræerne afsted. Derfor bliver det hurtigt til nogle lange arbejdsdage, især når vejret driller.
- Det er bare rigtig, rigtig træls at arbejde i hver dag med gummistøvler og mudder over det hele, siger han.
Han vurderer, at det våde vejr koster godset et par kroner per træ i ekstraomkostninger. I alt skal de eksportere ca. 75.000 juletræer. Derudover er der et tab i forbindelse med, at de er nødt til at kassere 5-600 juletræer.
Gode venner med pizzeriaet
Længere nordpå driller vejret også juletræsproducenterne. Carl Johan Larsen er direktør i Larsen A/S, som blandt andet producerer juletræer med udgangspunkt i Tyltagergård ved Søllinge på Midtfyn. Han og hans folk dyrker omkring 200 hektar jord med juletræer, som ligeledes går til eksport.
Carl Johan Larsen og hans folk har også haft nogle lange arbejdsdage, og det smitter af på det øvrige erhvervsliv i lokalområdet.
- Vores lokale pizzeria er glade for os, siger Carl Johan Larsen med et grin.
Selvom vejret driller, når de indtil videre at sende de juletræer afsted, som de har lovet.
- På nogle leverancer er vi én til to dage bagefter, men på langt de fleste når vi det, vi skal. Så det ser ud til, at det går, siger han.
Han understreger, at kunderne ikke kommer til at mærke forskel på kvaliteten, det er blot et spørgsmål om, at det tager længere tid at fælde og sende dem. Han har da heller ikke modtaget noget reklamationer endnu.
Tæt på at være i mål
Det, Carl Johan Larsen er mest nervøs for, er, om de folk, han har ansat, gider at komme igen til næste år.
- Det er slid og slæb. Det er meget mere bøvlet, og der er også flere nedbrud på maskinerne, siger Carl Johan Larsen.
- Hvis der er græs derude, så kan vi typisk slæbe juletræerne hen ad jorden, uden at de tager skade af det. Nu er vi nødt til at løfte dem og bære på dem, og så tager det selvfølgelig længere tid, siger han.
Medarbejderne er typisk østeuropæere som for eksempel polakker, der tager fri fra deres normale arbejde, for at komme og hjælpe med at skove juletræer i en periode.
Selvom det har været nogle våde uger, så holder Carl Johan Larsen dog humøret højt.
- Der er gang i den lige nu, men det slutter jo også lige om lidt, siger han.
Allerede fra weekenden regner han med, at de fleste juletræer er sendt afsted, og at han og folkene derfor kan puste ud.