EU vil afskaffe sommertid - alligevel sættes uret tilbage i nat

I 2019 vedtog EU-Parlamentet at fjerne sommertid. Men natten til søndag skal vi igen stille urene tilbage.

I flere år har vi omkring det tidspunkt, hvor vi enten skal stille urene frem eller tilbage mellem sommer- og normaltid, hørt det:

Måske er det sidste gang, fordi EU-Parlamentet har stemt for at afskaffe sommertid.

Natten til søndag stiller vi urene en time tilbage til normaltid - populært kaldet vintertid - men det er langtfra sikkert, at denne gang bliver den sidste.

For selv om beslutningen blev vedtaget i parlamentet i 2019, er det ikke slutningen på sommer- og vintertid.

EU's medlemslande skal også blive enige i EU-Ministerrådet, efter at parlamentet vedtog forslaget. Men her gik det så i hårdknude.

Gammel strid om tid

Ifølge Folketingets EU-Oplysning er landene bekymrede for, om en afskaffelse vil betyde, at de enkelte lande i EU kunne ende med forskellige tidszoner.

Det er ikke hensigtsmæssigt, er landene enige om. Om det er normaltid eller sommertid, vi skal beholde, er til gengæld sværere at nå til enighed om.

Flere EU-lande så gerne et permanent skift til sommertid, hvor Danmark længe har hældt mest til permanent vintertid eller normaltid.

Det er ikke nyt, at EU's institutioner har svært ved at blive enige om, hvad klokken skal slå. Det skriver avisen The Irish Times.

Den første lovgivning om sommertid i EU kom i 1980 efter fire års forhandlinger.

Avisen skriver, at det tog yderligere ni EU-direktiver og 16 år, før systemet var det samme overalt.

Brexit skaber problemer

Det er ikke kun uenighed i EU, der skaber problemer. Det samme gør brexit. Storbritannien har nemlig ingen planer på nuværende tidspunkt om at droppe sommertid.

Så uden en særordning for Nordirland vil klokken ikke være den samme på de to sider af grænsen mellem EU-landet Irland og britiske Nordirland.

Det er også muligt, at klokken ender med at være det samme i Nordirland og Irland, men så til gengæld forskelligt fra Skotland, Wales og England.

Hvis altså EU skulle beslutte at skrotte sommertid.

Oversigt

    Oversigt