-
Efter at have set indslaget på TV 2/FYN den femte april, har idræts- og spejderforeningerne i Langeskov besluttet at gå sammen om et fakkeltog mod racisme på tirsdag den 19. april.
-Vi aflyser al træning og alle aktiviteter den dag og opfordrer i stedet vores 500 medlemmer til at bakke op om fakkeltoget, og det samme vil de øvrige idræts- og spejderforeninger i byen gøre, fortæller Poul Eigil Rasmussen, formand for Langeskov Idræts Forening til Fyens Stiftstidende.
TV 2/FYN kunne tirsdag den femte april berette om en somalisk familie i Langeskov, hvis hjem var blevet udsat for groft racistisk hærværk. 4 unge som menes at være fra Langskov og Ullerslev smadrede med baseballbat og sten vinduer og postkasse i famliens rækkehus. 2 af famliens drenge lå og sov da den første rude blev smadret.
-Vi har det tæt inde på livet i klubben, fordi de to yngste drenge i familien spiller fodbold her i klubben. Der er jo ingen her, der kan forstå, hvorfor det skulle gå ud over den familie, og vi har behov for at markere vores holdning, fortæller Poul Eigil Rasmussen