Falsk Skat-kontrollør truer frisører

Frisører trues med bøder af en falsk skattekontrollør. Skattemyndighederne har meldt sagen til politiet.

Skat har i de seneste dage modtaget flere henvendelser fra frisører, som er blevet truet med bøder af en person, der udgiver sig for at være fra Skat.

Personen tilbyder frisørerne assistance til omprogrammering af deres kasseapparater, og hvis frisøren takker nej, bliver de truet med bøder på 5000 kroner.

Det sker samtidig med, at Skat i øjeblikket kontrollerer, om frisørbranchen på Fyn og i Sønderjylland har styr på deres kasseapparater.

Det er strafbart at udgive sig for at være offentlig ansat, og Skat har derfor nu anmeldt sagen til politiet, der vil undersøge, hvem der står bag opkaldene.

Kasseapparatfirmaer benytter desuden Skats kontrolaktion til at sælge nye kasseapparater. Men det er som udgangspunkt lovligt, oplyser Skat.

Oversigt

    Oversigt