Farligt vejr på vej: Spring badeturen over

Lørdag eftermiddag er der risiko for, at Fyn bliver ramt af et skybrud, tordenvejr samt vindstød. TrygFonden Kystlivredning advarer mod at tage en badetur.

Det kan være svært at huske, hvordan det rent faktisk føles. Men forestil dig, at du står under bruseren, vandet pisker ned i hovedet på dig, men i stedet for at stå indenfor, så er står du under åben himmel.

Sådan føles det, når det regner, og det kan fynboerne højst sandsynligt komme til at opleve lørdag aften. 

Danmarks Meterologiske Institut, DMI, har udsendt en varsel om risiko for farligt vejr. Fyn kan blive ramt af skybrud, torden og vindstød på over 15 meter i sekundet.

Der kan lokalt falde helt op til 25 milimeters regn på 30 minutter oplyser DMI, der også varsler tordenvejr i det fynske. 

Udover Fyn så gælder varslet om farligt vejr også Lolland Falster, Sydsjælland, Sydvestsjælland, Djursland, Odder, Århus NV, Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus, Samsø, Thy og Mors, Himmerland, Storaalborg, Jammerbugt, Kalundborg, Ringsted, Skive og Viborg.

 
 
Foto: DMI

Bad ikke i tordenvejret

Selvom det kan være fristende stadig lige at tage sig en dukkert i havet lørdag eftermiddag og aften, fordi der stadig er varmt, så er det ikke en god idé. 

quote Et kraftigt lyn kan slå en person ihjel, selvom om det slår ned 100 meter væk. Man bør derfor skynde sig op af vandet

Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning

TrygFonden Kystlivredning råder alle til at blive hjemme fra badeturen lørdag, da tordenvejret kan gøre det meget farligt at opholde sig i vandet under åben himmel. 

- Man bør ikke bade i tordenvejr. Det er ikke fordi, at der er større risiko for, at lynet slår ned i vand end andre steder. Men hvis det sker, så gør salte og mineraler vandet strømledende. Det betyder, at et kraftigt lyn kan slå en person ihjel, selvom om det slår ned 100 meter væk. Man bør derfor skynde sig op af vandet, også hvis tordenvejret er et stykke væk fra stedet, hvor man bader, fortæller Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning. 

Regnen bevæger sig

Det er ikke kun DMI, der varsler skybrud. Også TV 2 Vejret har udsendt en varsel om det våde vejr, der efter tre dage med hedebølge og mange uger med solskin og varme rammer Fyn. 

Først vil de kraftige regn- og tordenbyger bevæge sig op over den sydvestlige del af landet i løbet af eftermiddagen lørdag. I løbet af lørdag aften vil regnvejret være på vej mod nordøst, hvor det også vil aftage i intensiteten. Det skriver TV 2 Vejret.

Samlet set er det mulige skybrud slet ikke nok til at afblæse den voldsomme tørke, der raser over Fyn og resten af Danmark. Faktisk kan den torden, som følger med uvejret lørdag, potentielt være med til at skabe problemer rundt omkring. Lynnedslag kan nemlig risikere at antænde naturbrande i det knastørre landskab.

Tilbage til tørt og varmt vejr

Søndag morgen kan fynboerne igen se frem til sol og varme. Det bliver dog ikke med de helt samme temperaturer, som vejret har budt på tidligere på ugen.

Temperaturerne vil komme til at ligge mellem 22 og 27 graders varme i det fynske. 

Oversigt

    Oversigt