Fedtemøg flyder langs fynske kyster - og det er specielt slemt i år

Fedtemøg kan have konsekvenser for havets økosystem. I år er den slimede og gulbrune alge specielt slem langs de danske kyster, lyder meldingen fra Dansk Sportsfiskerforbund.

En række kystnære havområder omkring Fyn er i perioder fyldt med såkaldt fedtemøg. 

Det består af slimede, gulbrune alger, som samler sig i store plamager, Algerne skræmmer fisk og små havdyr væk, samtidig er de heller ikke just lækre for badegæsterne. 

For sportsfisker John Laue fra Faaborg er fedtemøget også et kedeligt syn i det bølgende hav. Han har fisket hele livet og har aldrig haft så meget fedtemøg på krogen som denne sommer. 

- De dage, hvor det har været allerværst, har det altså ligget halvanden meter ud for kysten. Det har dækket store dele af vandet, og det har været lag, som er en meter og to dybt, siger John Laue.

Tirsdag var vandet ved havnebadet i Faaborg nogenlunde rent. Andre dage ligger der eksempelvis store plamager og skvulper i tykke lag, fortæller John Laue, mens han svinger fiskestangen.

Ud over i Faaborg kan det såkaldte fedtemøg også tydeligt ses hos andre fynske kyster såsom Gamborg Fjord og Falsled, mens det Sydfynske Øhav angiveligt skulle være særlig hårdt ramt. 

quote Det (fedtemøg, red.) er formentlig noget, som vi ser ved alle indre danske farvande

Kaare Maaniche Ebert, biolog, Dansk Sportsfiskerforbund

Specielt slemt i år

I år er det også specielt slemt med disse slimede og gulbrune alger langs flere af de danske kyster, lyder meldingen fra Dansk Sportsfiskerforbund.

Og ifølge biologen kan den store mængde af fedtemøg altså have store konsekvenser for havets økosystem.

- Det som har været problemet ved disse store algeblomstringerne, er, at det vokser ovenpå tanget, siger biolog ved Dansk Sportsfiskerforbund Kaare Manniche Ebert.

Dermed kvæler fedtemøget eksempelvis ålegræs og vandplanter. Der opstår derfor iltsvind - og til sidst forsvinder levestederne for fisk og smådyr, uddyber han.

Hvor slemt ser det ud rundt omkring?

- Vi har fået meldinger fra hele landet blandt andet fra Aarhus-bugten, Bornholm, Sydfyn og Odense, Gamborg Fjord og Vejle Fjord, siger han og fortsætter:

- Det (algerne, red.) er formentlig noget, som vi ser ved alle indre danske farvande.

Fedtemøget kvæler eksempelvis ålegræs og vandplanter. Der opstår derfor iltsvind - og til sidst forsvinder levestederne for fisk og smådyr, uddyber biologen.
Fedtemøget kvæler eksempelvis ålegræs og vandplanter. Der opstår derfor iltsvind - og til sidst forsvinder levestederne for fisk og smådyr, uddyber biologen.
Foto: Alex Syrik
Fedtemøget samler sig i store plamager, og så har denne type alge tendens til at vokse oven på tanget.
Fedtemøget samler sig i store plamager, og så har denne type alge tendens til at vokse oven på tanget.
Foto: Alex Syrik

Våd vinter og solrigt forår

Danske forskere i havmiljø har endnu ikke tilgængelige data for hele forårsperioden i forbindelse med denne type alger. Dog bekræfter forsker, at der netop i år har været særlige gunstige vækstforhold for fedtemøg. 

- Vi ved, at disse fedtemøgsalger trives godt i forårsperioder, hvor der er rigtig godt med næringsstoffer. Det som vi i hvert fald ved fra året her, er, at vinteren var temmelig våd, siger sektionsleder hos Aarhus Universitet Per Andersen og fortsætter:

- Derimod har forårsperioden været solrig og temmelig tør med stillevejr. Algerne har derfor kunnet udnyttet lyset samt næringsstofferne, der er blevet lukket ud i havet i forbindelse med denne våde vinterperiode.

Selvom fedtemøget er ulækkert og slimet, så er det ikke giftigt, og badegæster skal derfor ikke frygte det, lyder det fra sektionslederen.

- Der er ikke nogen af disse hurtigvoksende fedtemøg-alger, som er giftige. Man kan sige, at hvis der er mange som flyder rundt inde på kysten i en uklar grød, og som ligger og koger i varmen, så skal man ikke vade i det, fordi så kan der forekomme skadelige bakterier, siger Per Andersen.

Dansk Sportsfiskerforbund opfordrer alle der færdes langs kysterne til at tage billeder eller video af fedtemøget - og sende materialet til sportsfiskerforbundet.

Se indslaget her: 

Fotograf: Journalist: Jesper Buch Fotograf: Alex Syrik

Oversigt

    Oversigt