Fem veje til en billigere elregning: Sådan lever du efter det nye energidøgn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Elselskaberne på Fyn har introduceret et nyt energidøgn, hvor strøm er billigst om natten. Men hvilke vaner er vigtigst at ændre på? Her er fem råd, som tager dig langt.
Et nyt år er for mange et opgør med dårlige vaner, og det har elselskaberne i landet taget til sig.
I 2023 vil de nemlig motivere os til at bruge strøm på bestemte tidspunkter af døgnet, så vi ikke alle sammen bruger strøm på de samme tidspunkter, hvilket belaster elnettet.
Gevinsten? En billigere elregning og en renere samvittighed, mener Gert Dyrehauge Mortensen, energirådgiver hos EnergiFyn.
- Mange øvede sig i at ændre på deres vaner sidste år, og fynboerne var faktisk ret gode til det. I forhold til året før reducerede vi vores strømforbrug med otte procent, fortæller Gert Dyrehauge Mortensen.
Men med en nyindført tarifmodel, som betyder, at prisen på at få transporteret sin strøm hjem til sig kommer til at variere endnu mere, er der alle gode grunde til at gøre de nye vaner til hverdag.
Den nye model opdeler døgnet i tre zoner.
I 2023 bliver det dyrest mellem klokken 17-21, mindre dyrt mellem klokken 6-17 og klart billigst om natten.
Fem gode tips til at komme godt i gang med det nye energidøgn
Lær at brug din timer
Hvis du har en timer på din opvaskemaskine eller din tørretumbler, er den som skabt til det nye energidøgn. Det betyder nemlig, at du kan slippe for at stå op om natten og i stedet udskyde de tunge energiposter til de billige nattetimer. Sørg også for at el-bilen også lader op om natten, så er der cirka 50 procent at spare.
Afkalk dine maskiner
Dine el-apparater bruger mere strøm, hvis varmelegemerne er kalket til. Det gælder både kaffemaskinen, elkedlen og sågar opvaskemaskinen, som også har godt af at blive afkalket cirka en gang årligt.
Udskift til vandbesparende bruser
I dag er strømbesparende løsninger ofte integreret, når du køber nyt udstyr til hjemmet. En af dem er vandbesparende bruserhoveder, som sørger for, at der bliver blandet luft ind i mellem vandet, når du tager et bad, og sådan en kan være værd at skifte til.
En vandbesparende bruser bruger kun halvt så meget vand som en normal bruser, så du kan spare op til 3.700 kroner om året ved at skifte.
Udskift halogen med LED
En halogenpærer bruger 4-5 gange mere strøm end en LED-pære, så det er en nem måde hurtigt at spare strøm på, at udskifte til en bedre strømkilde. LED-pærere er ofte lidt dyrere, men de har en meget lang levetid og er af den grund også mere miljøvenlige.
Du kan mærke med hånden, om du har halogen- eller LED-pærere i dit hjem. Hvis det er varmt at sætte hånden for, er det en halogenpære.
Revurder dit underholdningsforbrug
Vidste du, at 35 procent af en gennemsnitlig husstands elforbrug går til underholdningsapparater? Spilkonsoller og store TV-skærme er dem, der sluger mest strøm, så sluk, når du ikke bruger det eller for eksempel tager på en uges ferie.