Formands bedrag til debat: - Hvis han kan lyve for konen, kan han også lyve for os

Mens de fynske 3F-formænd vil afvente en redegørelse, er dommen over forbundsformandens bedrag noget mere kontant fra medlemmerne.

Efter afsløringen af 3F-formanden Per Christensens dobbeltliv er hovedbestyrelsens medlemmer tirsdag kaldt til krisemøde.

Her sidder ni fynske lokalformænd med. Men de holder kortene tæt til kroppen forud for mødet.

- Jeg skal ikke kunne sige, om det får indflydelse på hans post som formand. Det kommer an på, hvad der dukker op i morgen. Så jeg vil lige holde mig tilbage, siger Bjarne Elnegaard, formand for 3F Sydfyn.

Her er nogle af forbundets medlemmer dog anderledes klare i mælet.

- Det er lidt foruroligende, at en mand med så stor magt laver sådan et nummer. Kan man så stole på ham? Det er jo spørgsmålet, siger Jesper Jørgensen, der er tømrer hos Guldfeldt AS.

- Min personlige holdning er, at han ikke kan blive siddende.

Førte kvinder bag lyset og misbrugte lejlighed

Mødet i den 88-mand store hovedbestyrelse er udløst af Per Christensens dobbeltliv, hvor han i flere perioder har levet med to familier samtidig. 

Familierne vidste ikke noget om hinanden, og i alt er fire kvinder blevet ført bag lyset, lød afsløringen fra BT. Derudover er der også beskyldninger om, at formanden har misbrugt sin magt og en 3F-ejet lejlighed til sit bedrag.

quote Det er jo lidt en rutsjetur, at man går fra at skulle forlænges, til at han måske ryger helt ud

Ole Frank Rasmussen, erhvervsredaktør, TV 2 Fyn

Det har skabt usikkerhed både internt og blandt medlemmerne. 

- Hvis han kan lyve for konen, så kan han også lyve for os, så det er ikke et godt signal, han sender, siger Kasper Jørgensen, tømrer hos Guldfelt AS.

Men tirsdag får Per Christensen mulighed for at fremlægge sin side af sagen, og den vil de fynske formænd gerne høre, før de afsiger dom.

- Jeg forventer at få en redegørelse fra forbundsformanden, og så må det være ud fra det, vi handler, Bjarne Elnegaard.

Samme melding lyder fra en formand i Odense Charlotte Vincent Petersen.

Mangel på anstændighed, moral og etik

Flemming Ibsen, professor emeritus på Aalborg Universitet med ekspertise i arbejdsmarkedet, ser det som et alvorligt bedrag.

- Almindeligt utroskab hører privatlivet til, men her er der tale om et dobbeltliv, hvor en formand for 3F har overtrådt en masse regler for anstændighed, moral og etik og har løjet i så ekstraordinært et omfang, at man ikke kan lade det ligge, siger han til Ritzau.

Ifølge 3F's vedtægter kan et flertal i hovedbestyrelsen ikke afsætte Per Christensen. De kan i stedet indkalde til en ekstraordinær kongres, hvor det vil være op til medlemmerne at beslutte. Men professoren tror, at Per Christensen selv vil trække sig, hvis det når der til.

Ifølge TV 2 Fyns erhvervsredaktør, Ole Frank Rasmussen, er det en meget usædvanlig sag.

- Han har været formand i ni år, er kendt for at være rigtig dygtig, og så han er meget vellidt. Og så står man pludselig med denne her sag, hvor han kan risikere at ryge som formand, siger han.

- Faktisk har man lige forsøgt at forlænge ham, så han kan sidde hele kongresperioden ud, selvom han skulle være stoppet i juli. Så det er jo lidt en rutsjetur, at man går fra at skulle forlænges, til at han måske ryger helt ud.

Erhvervsredaktøren mener dog ikke, at man kan forvente en afslutning på sagen allerede efter tirsdagens møde. 


Oversigt

    Oversigt