Hjælp på skadestuen inden for en time

Regionernes formand forelår en maksimal ventetid på en time på landets skadestuer.

Højst en time. Så længe må danskerne maksimalt vente på, at behandlingen begynder, når de søger hjælp på en skadestue.

Berlingske Tidende skriver, at Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), vil foreslå et sådant landsdækkende loft på ventetiden, når han fredag mødes med sundhedsminister Astrid Krag (SF).

- Patienten skal tilses af en relevant fagperson inden for én time, og hvis det er en skadestue, så skal det være af en læge, siger Bent Hansen til Berlingske.

- Hospitalerne er også serviceinstitutioner, og højst en times ventetid vil være både rimeligt og realistisk, pointerer han.

Regeringen lovede i valgkampen en maksimal ventetid på 30 minutter, men trak siden løftet tilbage.

Men sundhedsministeren vil fortsat sikre landsdækkende servicemål for ventetiden på skadestuerne. Både Lægeforeningen, Danske Patienter og SF bifalder Danske Regioners udspil og finder det realistisk, skriver Berlingske.

- Det ligner en grænse, som er til at arbejde med i hverdagen. Det er ambitiøst og lægger pres på de steder, hvor det halter, siger formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen.

- Men vi skal også presse regionerne for, om de ikke kan gøre det endnu bedre, siger SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, til avisen.

Et loft på en times ventetid vil sætte de store skadestuer i Region Hovedstaden under pres. Her går der over to timer, før patienter med de mindst alvorlige skader kommer i behandling - og i de værste tilfælde har patienter ventet i over 12 timer.

Til gengæld er det ifølge Berlingske vurderingen, at de tre regioner i Vestdanmark - Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark - allerede overholder, eller er ganske tæt på at leve op til grænsen på én time for 95 procent af patienterne.

Oversigt

    Oversigt