Hu og frue er helt vilde med H.C. Andersen

Det kinesiske præsidentpar er vilde med H.C. Andersen, fortalte de fredag Odenses museumsdirektør.

At Kinas præsident har læst H.C. Andersen i skolen, er der ikke noget mærkeligt i. Det har alle kinesiske børn nemlig gjort.

Men Hu Jintao er så fascineret af den odenseanske eventyrdigter, at han også har læst ham som voksen, skriver fyens.dk.

Det fik chefen for Odense Bys Museer, Torben Grøngaard Jeppesen, at vide, da han ved middagstid fredag var i samtale med Hu Jintao og hans hustru.

- Jeg havde egentlig troet, at jeg bare skulle overrække en gave, da præsidentparret skulle fotograferes ved Den lille havfrue, fortæller Torben Grøngaard Jeppesen.

Men museumschefen fik at vide af den kinesiske protokolchef, at han endelig skulle tale om H.C. Andersen med præsidentparret.

- De fortalte, at for dem var det højdepunktet på turen til Danmark at se statuen, som de også havde set på Expo-udstillingen i Shanghai, siger Torben Grøngaard Jeppesen.

- Hu Jintao fortalte, at han i sin skoletid havde læst "Nattergalen" og "Den lille pige med Svovlstikkerne". "Den lille havfrue" havde han læst efter sin skoletid, og han læser stadig H.C. Andersen, beretter Torben Grøngaard Jeppesen.

Præsidentfruen var blandt andet ifølge museumschefen meget glad for at se statuen i dens rette omgivelser, og hun syntes, at dens beskedne størrelse gjorde den menneskelig.

Præsidentparret taler ikke engelsk, og de havde hver deres personlige tolk med til samtalen med Torben Grøngaard Jeppesen, som er positivt overrasket over mødet med præsidenten.

- Jeg havde hørt på forhånd, at han er tør og kedelig, men sådan virkede hverken han ellers hans hustru, siger den odenseanske museumschef.

Oversigt

    Oversigt