Kræftsyg drengs stjålne computer fundet

Fyns Politi har i dag fået indleveret den bærbare computer, der 1. august blev stjålet fra en 5-årig kræftsyg drengs stue på OUH.

Fyns Politi fik indleveret computeren torsdag morgen.

- En person, som jeg vil betegne som en 'gammel kending' kom og afleverede den til os. Han var simpelthen dybt fortørnet over, at nogen kunne finde på at stjæle fra et kræftsygt barn. Han har derfor heller ikke ønsket at modtage den udlovede dusør, fortæller politikommissær Niels Erik Nymark Jensen fra Fyns Politi.

Ønsker at være anonym

Manden, der ønsker at være anonym, har forklaret politiet, hvordan han er kommet i besiddelse af den stjålne computer.

- Umiddelbart er hans forklaring god og intet tyder på, at han selv skulle havde været involveret i tyveriet. Han har desværre heller ikke noget kendskab til, hvor de andre ting, der blev stjålet fra drengens sygestue er, siger Niels Erik Nymark Jensen.

Gennembrud i dagen

Politiet betegner indleveringen af computeren et vigtigt gennembrud i sagen, hvor efterforskningen fortsætter.

- Men det allerbedste er nok, at familien nu får deres computer med nogle af familiens billeder tilbage, siger Niels Erik Nymark Jensen.

Ud over computeren af mærket Toshiba blev der også stålet en hvid iPhone, en harddisk af mærket Philips og en Playstation PS3.

Disse genstande er stadig ikke dukket op, men politiet håber, at de nye spor i sagen vil kunne føre til en opklaring.

Oversigt

    Oversigt