Lastbil væltet på byggeplads - chauffør blev skåret fri

En mand slap uden større skrammer, efter hans lastbil væltede ved en byggeplads i Ejby.

En lastbilchauffør slap onsdag eftermiddag ualmindeligt heldigt fra et uheld på Tværvejen i Asperup.

Her var lastbilen, der var lastet med grus, væltet om på siden, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Milan Seyfabad til TV 2 Fyn.

- Der er en lastbil, der vælter under kørsel, og første melding var, at han var fastklemt, siger han. 

Alarmopkaldet kom 14.33, og både beredskab, politi og en akutlæge blev sendt til stedet. Beredskabet skar chaufføren fri, og lægen kunne konstatere, at han ikke var kommet alvorligt til skade.

- Han er sluppet heldigt fra uheldet, siger vagtchefen.

Væltede ved byggeplads

Det vides endnu ikke, hvad der har været skyld i, at lastbilen væltede om på siden. Men det er foregået, mens den kørte med lav hastighed.

- Jeg kan ikke afvise, at det er sket i forbindelse med, at den har læsset grus af, men det vides ikke med sikkerhed, siger Milan Seyfabad.

Da uheldet skete ved et åbent område ved en byggeplads, har det ikke haft konsekvenser for trafikken, forsikrer han. 

Der er efterfølgende blevet rekvireret hjælp til at rejse lastbilen op igen.

640362-313
Foto: Arkivfoto/Local Eyes
640363-313
Foto: Arkivfoto/Local Eyes

Oversigt

    Oversigt