Liiban blev fyret efter fund af snifferør: Kasper hylder ham for plejen af hans 94-årige mormor

Siden Liiban Abdulle stod frem og fortalte om sin fyring fra stillingen som hjemmehjælper i Odense Kommune, er det strømmet til med positive tilkendegivelser fra folk, der har oplevet ham i sit job. En af dem er Kasper Lauersen, som er barnebarn til en af de borgere, Liiban Abdulle har passet.

22-årige Liiban Abdulle blev fyret fra sit job som hjemmeplejer i Odense Kommune efter fundet af, hvad politiet vurderede til at være et snifferør i en hjemmeplejebil.

Narkohunde hos Fyns Politi undersøgte bilen, men kunne ikke finde narkotika, kunne TV 2 Fyn fortælle mandag. Den 22-årige har hele tiden benægtet ethvert kendskab til narkotiske stoffer og ved i øvrigt ikke, hvor røret kommer fra. Og der findes ingen dokumentation for, hvis rør det er. Og i løbet af aftenvagten var tre personer i bilen udover Liiban Abdulle. 

Men efter to tjenstlige samtaler mistede han alligevel sit job.

Det har gjort indtryk på Kasper Lauersen, som kun har haft positive oplevelser med Liiban Abdulle, der har passet hans 94-årige mormor, Inge Christensen.

- Hun talte tit om ham og synes, han var super sød. Som pårørende oplevede jeg ham også, når jeg var på besøg. Mit indtryk var, at hun blev glad, når han kom, og det kan jeg godt forstå, for han virkede glad, og som en, der kunne lide at være på besøg hos hende, siger Kasper Lauersen.

Det var kun få dage siden, at Inge Christensen havde nævnt overfor sin søn, at det var længe siden, at Liiban Abdulle sidst havde været på besøg som hjemmeplejer, da Kasper Lauersen i mandags læste artiklen om fyringen på TV 2 Fyn.

- Jeg så artiklen og genkendte ham og tænkte, at der var noget, der ikke matchede overhovedet. At han skulle være på kant med noget, var aldrig noget, jeg havde forestillet mig. Tværtimod. Han er jo netop repræsentant for noget, der virkelig fungerede godt, konstaterer han.

22-årige Liiban Abdulle mener, at han er blevet gjort til syndebuk efter fund af først kokain og siden snifferør i hjemmeplejens biler. Han fastholder sin egen uskyld.
22-årige Liiban Abdulle mener, at han er blevet gjort til syndebuk efter fund af først kokain og siden snifferør i hjemmeplejens biler. Han fastholder sin egen uskyld.
Foto: Bjørn Fabricius

Kasper Lauersen beskriver Liiban Abdulle som en nærværende hjemmehjælper, der spurgte ind og fortalte om sig selv, når han var på besøg.

- Så det var mere end bare at komme og løse praktiske opgaver, der var faktisk også en dimension i det, hvor hun fik en oplevelse af, at nu skete der lige noget, forklarer han.

Er savnet

Kasper Lauersen siger, at han har mødt mange dygtige mennesker i hjemmeplejen. Alligevel er Liiban Abdulle en vigtig brik i et større puslespil, fordi han netop formår at skabe en venskabelig og social kontakt til borgerne.

- Det er vigtigt for de ældre, at man ligesom har nogle folk ude på besøg, som gør ens dag bedre, fordi det er virkelig korte besøg. Besøgene kan faktisk både ødelægge og redde dagen, uddyber han.

Han understreger, at han ikke kan vide, om Liiban Abdulle har gjort noget forkert, men at han ud fra, hvad han kan læse i medierne, ikke får et indtryk af, at den 22-årige er blevet behandlet retfærdigt.

- Jeg håber, at han kan komme tilbage, fordi det ville være rigtig godt for de ældre og selvfølgelig for ham selv, når han gerne vil det. Men samtidig så tænker jeg, at der sidder nogle ældre tilbage og savner ham.

FOA forsøgte tirsdag at indgå et forlig med Odense Kommune, som skulle give Liiban Abdulle sit job tilbage, ligesom Odense Kommune skulle trække anklager mod ham tilbage i en offentlig undskyldning. Kommunen ville dog ikke indgå det forlig.

FOA's forbund i København har nu sagen til juridisk vurdering, ligesom Liiban Abdulle vil forfølge sagen gennem en privat advokat.

Oversigt

    Oversigt