Lokale strømafbrydelser truer: Fryseren slukkes uden varsel

Hvis det bliver en kold vinter, er det ikke sikkert, der er el nok til alle. Hvis det sker, kan myndighederne uden varsel slukke for strømmen lokalt.

Denne vinter kan du risikere at skulle undvære morgenkaffen eller misse dit yndlings tv-program om aftenen. 

Hvis det bliver en kold vinter, kan der opstå en situation, hvor der ikke er el nok til alle hele tiden, og det betyder, at strømmen kan blive slukket op til to timer ad gangen.

Det skriver DR.

- Det er første gang i rigtig, rigtig mange år, at vi er i en situation, hvor vi reelt kigger ind i, at det kan blive nødvendigt, siger Kristoffer Böttzauw, der er direktør i Energistyrelsen, til DR.

I øjeblikket er Energistyrelsen ved at lægge sidste hånd på de kriseplaner, som skal tage over, hvis Danmark kommer i akut strømmangel. I de planer er kontrollerede strømafbrydelser i nogle områder et middel, der kan blive taget i brug. 

- Det vil være mindre områder ad gangen - et mindre lokalområde, et mindre byområde, som bliver lukket ned - i op til to timer i rullende, kontrollerede afbrydelser, siger direktøren i Energistyrelsen.

Får besked hver eftermiddag

Energistyrelsen oplyser til DR, at de danske myndigheder hver eftermiddag vil få en oversigt over, hvordan det kommende døgn på elmarkedet ser ud.

Her vil det blive oplyst, hvor meget el der er til rådighed, og hvor meget der er brug for. 

Hvis der ikke er strøm nok til alle, vil myndighederne bede elselskaberne om at få deres kunder til at mindske brugen af strøm, og lykkedes det ikke, vil der blive lukket helt for strømmen. 

Myndighederne kommer ikke til at give hverken almindelige borgere eller virksomheder besked på forhånd. 

Kristoffer Böttzauw understreger overfor DR, at nedlukningerne kun kommer i spil som det sidste værktøj i kassen i en krisesituation og for at undgå, at hele systemet bryder sammen, så alt går i sort.

Du kan selv gøre meget, for at mindske risikoen for lokale strømafbrydelser. TV 2 Fyn har samlet 17 gode råd til at spare på strømmen.


Oversigt

    Oversigt