To mænd fanget af hunde efter indbrud

To mænd er anholdt efter at have begået et indbrud i en virksomhed i Kværndrup. En hundepatrulje fik fat i mændene.

Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Politiet fik anmeldelsen om et indbrud i en vvs-virksomhed på Glasmestervej i Kværndrup torsdag klokken 22.17.

En person så to mænd gå rundt inde i virksomheden, og politiet sendte en hundepatrulje afsted.

De to mænd flygtede fra stedet, men politiets hunde fik sporet sig ind på mændene, og de blev anholdt. De to mænd er begge fra Odense og henholdsvis 47 og 39 år.

Ifølge Fyns Politi bliver de formentlig fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag, hvoraf den ene vil blive krævet varetægtsfængslet.

Oversigt

    Oversigt