Mangel på brandmænd

At være frivillig brandmand er ikke længere enhver drengs drøm. Engang stod folk på venteliste for at blive brandmand, nu er der adskillige ubesatte stillinger på Fyn.

Tomme skabe

I denne uge har Middelfart Brandvæsen måtte genopslå to stillinger som deltidsansatte brandmænd.

- Det er første gang, at vi står i den situation. Men det er et udtryk for en udvikling, hvor det er blevet sværere at få brandfolk, siger Jørgen Jæger, der er beredskabschef, Middelfart Brandvæsen.

Flere fynske brandstationer står i samme situation. Både i Faaborg, Assens, Søndersø, Bogense, Otterup, Svendborg, Rudkøbing og i Kerteminde er der mangel på folk.

- Jeg kunne godt bruge 3-4 flere. Selv om jeg har forsøgt forskellige ting, er det ikke lykkedes at finde dem, siger Tage Juel Jensen, der er stationsleder i Kerteminde.

Stejle arbejdsgivere

Johnny Rasmussen mangler i øjeblikket to kolleger i Middelfart Brandvæsen.
Johnny Rasmussen mangler i øjeblikket to kolleger i Middelfart Brandvæsen.

Der er flere forklaringer på, at der er mangel på brandfolk. En af dem er det mere mobile arbejdsmarked med flere pendlere. En deltidsansat brandmand skal helst både bo og arbejde tæt ved brandstationen. Når alarmen går, skal han nemlig være der inden for fem minutter.

Men også arbejdsgiverne får en del af skylden.

- Jeg kender en fyr, der gerne ville være brandmand, men han måtte ikke for sin arbejdsgiver, siger Johnny Rasmussen, der er brandmand i Middelfart.

Mange af de stationsledere, TV 2/FYN har talt med, siger også, at de oplever, at mange virksomhedsledere ikke er vilde med, at have deltidsansatte brandmænd ansat. De er bange for, at de bliver bippet i tide og utide.

- Men fakta er, at det ikke er ret tit, at der skal slukkes brande i den almindelige arbejdstid, siger Tage Juel Jensen, stationsleder i Kerteminde.

Oversigt

    Oversigt