Når uret stilles tilbage: Togbusser sættes ind fra Nyborg

Hvis du skal med tog over Storebælt, kan du forvente længere rejsetid på grund af skiftet til normaltid. Togbusser er indsat fra Nyborg.

Natten mellem lørdag og søndag skal urene stilles en time tilbage fra sommertid til normaltid.

Når klokken slår 3.00, bliver klokken på magisk vis 2.00. Det betyder, at du kan sove en time ekstra under dynen natten til søndag.

Hvis du skal med tog over Storebælt, skal du dog indstille dig på at sidde den ekstra time i en togbus eller i et stilleholdende tog.

Beredskabsøvelse under Storebælt

Banedanmark udnytter den ekstra nattetime til at udføre sporarbejde. Derudover oplyser jernbaneinfrastrukturforvalteren, at der natten til søndag også vil være en beredskabsøvelse under Storebælt.

Det betyder, at flere tog mellem Nyborg og Ringsted bliver erstattet af togbusser natten til søndag i begge retninger.

I Nyborg holder togbusserne på forpladsen foran stationen, oplyser DSB.

Nattog holder stille en time

Når vi skifter fra sommertid til vintertid, betyder det desuden, at enkelte nattog holder stille i cirka en time i enten Aarhus eller Fredericia, inden de fortsætter.

- Nøjagtig som tidligere år har vi valgt at lade to tog holde stille en time i forbindelse med overgangen fra sommer- til normaltid. Alternativet er, at vi kører samme tog i både sommer- og normaltid. Der er imidlertid ikke økonomi i at køre ekstra tog midt om natten. Det er heller ikke et alternativ at lade toget fortsætte kørslen i sommertid, fordi så skuffer vi kunderne, der venter længere fremme på strækningen, oplyser DSB.

Du kan se på Rejseplanen, om det får betydning for din rejse over Storebælt.

Det kan være sidste gang, at togpassagerer skal opleve forlænget rejsetid på grund af skiftet til normaltid. EU-Kommissionen sendte i september et reformforslag til behandling.

Hvis det vedtages, vil skift mellem sommertid og normaltid være fortid allerede fra 2019. 

Oversigt

    Oversigt