Nu siger Fyn farvel til restriktionerne: - Det er dejligt

Tirsdag er coronarestriktionerne for stort set alle i det danske samfund udløbet. Kun rejserestriktionerne gælder stadig.

Det er slut med mundbind og coronapas på de danske restauranter, på kulturinstitutionerne og i supermarkederne. Faktisk er alle steder nu fri for at skulle kræve nogen som helst form coronarelaterede begrænsninger, efter restriktionerne er ophørt.

Det er Emil Rasoulinia glad for. Han er ejer af Froggy Café i Odense. 

- Det har stor betydning, at vi ikke længere skal bruge tid på at tjekke coronapas og gå og holde øje med, om gæsterne husker at tage mundbind på, når de rejser sig og så videre, siger han. 

Siden Mette Frederiksen 11. marts 2020 annoncerede, at Danmark skulle lukkes ned på grund af den accelererende coronasmitte, har der i den ene eller den anden form været restriktioner i det danske samfund. 

Men efter 692 dage med nedlukninger, mundbind og coronapas er det 1. februar slut. 

Coronavirus er ikke længere klassificeret som samfundskritisk sygdom og stort set samtlige restriktioner udløb i dag tirsdag. Kun en række regler for indrejsende gælder fortsat.

Spritten bliver

Selvom det er slut med restriktioner, er det ikke alle mindelser om coronapandemien, der forsvinder helt. I hvert fald fortæller Emil Rasoulinia, at man holder fast i håndspritten. 

- Den ganske almindelige hygiejne, inklusive håndspritten, det fortsætter vi med. Men nok ikke så meget med afstand længere, siger han. 

Samme melding lyder fra Jørgen Brochorst Christensen, der er ejer af Café Biografen i Odense. 

- Der bliver lukket helt op, men der er sprit til rådighed, siger han. 

I supermarkederne har det i lang tid også været normalen, at man skulle have et mundbind på, inden man gik ind. Det er ikke længere tilfældet. 

Butikschef Thomas Berthelsen holder fast i nogle af tiltagene fra pandemien, men mundbindet er væk.
Butikschef Thomas Berthelsen holder fast i nogle af tiltagene fra pandemien, men mundbindet er væk.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede


Hos Rema 1000 i Marienlund i Odense er købmand Thomas Berthelsen også glad for at slippe for restriktionerne. 

- Det er dejligt at kunne få lov at arbejde uden mundbind igen. Det er hårdt at have på en hel dag, når man arbejder fysisk, siger han.

Det er dog ikke alle tiltag, der bliver droppet lige med det samme. 

For eksempel har man fortsat afmærkninger i gulvet, der minder kunderne om at holde afstand. Spritten er også stadig til rådighed ved indgangen, og plexiglasset ved kassen bliver også hængende. Til gengæld vender skillerne på varebåndet tilbage.

Frisør Louise Hartmann er glad for at være af med mundbind.
Frisør Louise Hartmann er glad for at være af med mundbind.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede


Hos frisøren by Hartmann i Ringe er indehaver Louise Hartmann også glad for, at det er slut med mundbind. 

- Når kunderne kommer ind her, så kan jeg mærke, at det er ren glæde. Der er ikke noget utryghed eller noget. Jeg kan rent faktisk se, at de smiler. De kommer ind og siger hej, og vi skal ikke stå og bede om følsomme oplysninger og telefoner og så videre, siger hun. 

- Jeg ved godt, det har været en sikkerhed for vores skyld, men man kunne jo lige så godt have fået det på vejen herop. Så for mig er det dejligt. 

Venter på reaktionen

I løbet af de seneste to år har der på skift været blandt andet krav om mundbind, forbud mod udskænkning af alkohol efter klokken 22, krav om coronapas, afstandskrav og nedlukninger. 

De mange restriktioner står nok klart i erindringen for de fleste, men indehaverne af henholdsvis Café Biografen og Froggys er spændte på, hvor klart. 

- Det næste vi skal finde ud af er, hvor skræmte folk er blevet af det her massive bombardement af virus og artikler. Vi håber, at folk hurtigt er trygge ved at se mennesker igen, siger Jørgen Brochorst Christensen.

Samme håb har Emil Rasoulinia. 

- Vi venter på folks reaktioner. Der er jo nogen, der tænker, at det er lidt for tidligt. Men folk kommer til at gøre det, som de har det bedst med. Man skal selvfølgelig lige vende sig til ikke at bruge det længere, men vi kan også høre på gæsterne, at der er mange, der har været træt af restriktionerne, siger han. 

Det er ikke første gang, der er blevet genåbnet. De tidligere genåbninger er dog blevet efterfulgt af nye nedlukninger i takt med nye varianter af coronavirus og stigende smittetal. Men Jørgen Brochorst Christensen tror på, det er ovre nu. 

- Det var sidste gang, vi har lukket. Det tror jeg på, siger han.  

Oversigt

    Oversigt