Nye flasker i Rynkeby: Nu får du snart pant for din juiceflaske

52 millioner saft- og juiceflasker får pant fra 1. november. I Rynkeby skal man nu håndtere fire pantsystemer.

Fra 1. november bliver det muligt at få pant for 52 millioner saft og juiceflasker. Det sparer miljøet for 6.000 ton emballage, oplyser Miljøministeriet.

Det svarer til cirka 275 læs fyldte lastbiler med pant fra Dansk Retursystem - om året. 

For Rynkeby Foods får det nye system stor betydning for emballagen. Den fynske virksomhed har dog forberedt sig igennem længere tid.

Fremover skal den fynske virksomhed håndtere fire forskellige pantsystemer, når de fylder juice og saft på flasker. For eksempel er pantsystemet forskelligt i Danmark og Sverige.

Generelt er er den fynske virksomhed dog positiv overfor det nye pantsystemt, selv om produktionsdirektør Jens Termansen ikke mener, at saft, juicekartoner og flasker er den emballage, der flyder mest i naturen.

Om den nye pantordning

- Systemet er kendt fra øl og sodavand, og det er fornuftigt, at det nu også indføres for juice og saft. Men vi så selvfølgelig gerne, at pantsystemet var ens i hele Europa, siger Jens Termansen til TV 2/Fyn.

Minister: Systemet kan blive endnu bedre

- Pantsystemet er fantastisk, og 90 procent af de solgte flasker kommer i dag retur. Men vi kan gøre det endnu bedre. Vi skal også have juice- og saftflaskerne med, og det kommer de til efteråret, hvor vi udvider vores glimrende pantsystem, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelese fra ministeriet.  

I dag er bekendtgørelsen, der definerer, hvilke typer produkter, der fremover kommer pant på, blevet offentliggjort.

Senest 1. november 2019 skal der som nævnt være pant på produkterne. 

- Der er massive globale udfordringer med plastikforurening, og vi bruger mere og mere plastik. Udvidelsen af pantsystemet er ét af elementerne i regeringens plastikhandlingsplan. Systemet er flere gange blevet udvidet, når der har været et behov. Det er senest sket to gange af borgerlige regeringer. Nu synes vi igen, der er et behov, siger Jakob Ellemann-Jensen.