Håndboldherrerne fra GOG Svendborg tabte også den anden kamp i gruppespillet i Champions League. Lørdag aften blev det et nederlag på 28-33 på udebane mod det rumænske hold Constanta.
Rumænerne var foran med fem mål 17-12, da der blev fløjtet til pause, men selv om danskerne spillede lige op med rumænerne i anden halvleg, rakte det ikke.
Kasper Jørgensen gik forrest med syv scoringer, mens Thomas Mogensen scorede seks gange.
I den første kamp i gruppe E tabte fynboerne hjemme til tyske THW Kiel, der har lagt sig i spidsen af gruppen med fire point sammen med Constanta. GOG Svendborg og tjekkiske Banik Karvina har nul point, og de to bundhold mødes i Gudme næste weekend.