OB sørgede med en dramatisk 1-0 sejr i pokalturneringens fjerde runde for, at Brøndbys muligheder for hjemlige titler i denne sæson sandsynligvis er forbi allerede i starten af november.
Dermed repræsenterer Royal League nu Vestegnens fodboldstolthed eneste mulighed for trofæer, mens de i SAS Ligaen skal forsøge at nå den andenplads, der giver adgang til UEFA-cuppen. Målet blev scoret på straffe fire minutter før tid af Chris Sørensen, efter at Per Nielsen havde væltet Rajko Lekic omkuld i feltet.
Blot minuttet forinden havde Mark Howard haft Brøndbys største chance, men han sendte et blødt skud lige på Arek Onyszko i OB-målet. OB havde kampen igennem haft de største chancer mod et svagt Brøndby-mandskab.
Brøndby har ikke vundet en kamp siden den 20. september, hvor Brønshøj blev besejret i pokalturneringen.